Høring vedrørende bekendtgørelse om etablering af Vestgrønlands Nationalpark
I bekendtgørelsen (§1-2) beskrives nationalparkens formål om at beskytte Grønlands biodiversitet. Bekendtgørelsen vil således bidrage til opfyldelse af Grønlands Biodiversitetsstrategi 2030 og mål fastsat i regi Biodiversitetskonventionen. Samtidig sikres fortsat mulighed for en traditionel brug af området og dets ressourcer og at understøtte turismeudvikling.
Borgerne sikres adgang til området og dets ressourcer, så det fortsat er muligt at opholde sig i området og jage, fiske, plukke bær, mm. i overensstemmelse med allerede gældende lovgivning (§3 og 5). Bekendtgørelsen indeholder forslag til begrænsninger for aktiviteter i nogle mindre områder og i tidsbegrænsede perioder, som i en baggrundsrapport fra området har vist, at de pågældende arter/områder er særligt sårbare (§6). Dette gælder for rensdyrkælvningsområder, yngle- og fældeområder for spættet sæl, forårsrastepladser for Grønlandsk blisgås, samt fældeområder for havænder.
Der er afholdt en række borgermøder i Qeqqata Kommunia og Kommune Qeqertalik om forslag til bekendtgørelse for Vestgrønland Nationalpark:
• Sisimiut d. 13. maj
• Kangerlussuaq d. 14. maj
• Aasiaat d. 10. juni – fysisk og online
• Qasigiannguit d. 11. juni
• Niaqornaarsuk d. 12. juni
• Kangaatsiaq, d. 12. juni
Under borgermøderne blev Departementet for Natur og Miljø gjort opmærksom på et potentielt sikkerhedsmæssigt problem ved forslag om reduktion af sejlhastighed i områder for fældende havænder, idet disse områder kan have udfordrende strømforhold. Reduktionen af sejlhastighed er på baggrund heraf ændret til kun at gælde inden for 200 m af kysten i de pågældende områder, hvor de fældende arter forventes primært at opholde sig. Strømsteder er endvidere undtaget for reduktion i sejlhastighed. Område C2 for fældende havænder er desuden udvidet på baggrund af fugletællinger, som Grønlands Naturinstitut har foretaget i sommeren 2025.
Bekendtgørelsen begrænser ændringer af landskab og hydrologi (§15), men kan undtage infrastruktur af samfundsmæssig relevans, f. eks, vandkraftværker og ledningsføring (§16-19). Det er ikke tilladt at foretage landbrugsaktiviteter (§11), at plukke truede planter samt at høste planter til kommercielt brug uden for nationalparken (§7-10). Man skal vise hensyn ved teltning og brug af åben ild (§12-14), og etablering af civil og erhvervsmæssig infrastruktur kræver tilladelse (§16-19).
Bekendtgørelsen tillader fortsat erhvervsturisme og trofæjagt, så området kan bidrage til en diversificering af den lokale økonomi. Forslaget gør det desuden muligt for kommuner at fremme turismen i bestemte områder gennem markedsføring af nationalparken, og zoneinddeling indført i medfør af turismelovens bestemmelser giver kommunerne mulighed for at prioritere områder til traditionel brug og turismeudvikling i overensstemmelse med lokale ønsker.
Øvrige bestemmelser relaterer sig til udarbejdelse af forvaltningsplan (§20), tilsyn og kontrolforanstaltninger (§21), dispensations- og sanktionsbestemmelser (§22-23) samt ikrafttrædelse (§24).
Departementet for Natur og Miljø har udarbejdet en konsekvensanalyse af muligheder og udfordringer ved etablering af en nationalpark i Vestgrønland. Med bidrag fra relevante Departementer og Kommuner er der indledningsvist vurderet miljømæssige, sociale, kulturelle, økonomiske og juridiske konsekvenser med henblik på kvalificering i den offentlige høring.
Frist for fremsendelse af høringssvar er: 3. marts 2026
Eventuelle bemærkninger bedes fremsendt til pan@nanoq.gl med kopi til filn@nanoq.gl og teha@nanoq.gl.
Bilagsmateriale:
• Forslag til: Selvstyrets bekendtgørelse om Vestgrønlands Nationalpark (KAL/DK)
• Bilag 1 Vestgrønland Nationalpark bekendtgørelse - Kortmateriale - Ydre afgrænsning (KAL/DK)
• Bilag 2 Vestgrønland Nationalpark bekendtgørelse - Kortmateriale - Delområder (KAL/DK)
• Bilag 3 Vestgrønland Nationalpark bekendtgørelse - Beskrivelse af afgrænsning (KAL/DK)
• Foreløbig konsekvensanalyse af etablering af en nationalpark i Vestgrønland (KAL/DK)