Gå til sidens indhold

Departement for Selvstændighed og Udenrigsanliggender

Organisation

  • Historik

    Der har eksisteret et udenrigskontor i Grønland siden 1994. Siden dengang har Departementet for Udenrigsanliggender udført Naalakkersuisuts politik på området. I 2004 medførte den stigende udenrigspolitiske interesse et ønske om en opgradering af udenrigstjenesten, hvorfor udenrigstjenesten pr. 1. januar 2004 fik navnet 'Udenrigsdirektoratet'. Det var det daværende Landsstyres ønske, med den ny betegnelse, at signalere at udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål tillagdes samme vægt og betydning som Hjemmestyrets øvrige ressortområder. I 2018 i forbindelse med en koalitionsændring blev Udenrigsdirektoratet ændret til et Departementet for Udenrigsanliggender, da det blev sat sammen med Selvstændighed og Landbrug. 
    I 2022 er Departementet for Udenrigsanliggender sammensat med Departementet for Erhverv og Handel.

  • Departementet for Udenrigsanliggender i Nuuk

    Departementet for Udenrigsanliggender, herunder repræsentationerne i Bruxelles, Washington D.C. og Reykjavik, arbejder for at fremme Grønlands interesser og værdier i forhold til vores samarbejdspartnere og omverdenen. Departementet for Udenrigsanliggender har som målsætning at sikre stabilitet, faglighed og professionalisme i samarbejdet med omverdenen.
    Departementet for Udenrigsanliggenders arbejde omfatter ikke blot forholdet til andre lande, men også nordiske, vestnordiske og internationale organisationer, samarbejdsfora og aktører, der påvirker Grønland. Departementet for Udenrigsanliggender samarbejder også tæt med det danske Udenrigsministerium i sager som har Grønlands interesse, for at sikre at Grønland i endnu højere grad deltager i et internationalt samarbejde og bedst muligt kan agere i en globaliseret verden.
    Departementet for Udenrigsanliggender er ansvarlig for at udvikle, koordinere og forsvare Naalakkersuisuts udenrigspolitiske interesser. Departementet varetager desuden koordinering og kontakten inden for Naalakkersuisuts udenrigsrelationer. Herudover rådgiver Departementet for Udenrigsanliggender Naalakkersuisut i sager om sikkerheds- og forsvarspolitik.
    Departementet for Udenrigsanliggender samarbejder ligeledes med den grønlandske repræsentation i København omkring servicering af det diplomatiske korps i København.
    Departementet for Udenrigsanliggender har 11 medarbejdere i Nuuk, 4 i Bruxelles, 3 i Washington D.C. samt 2 ansatte i Reykjavik. Derudover er der en studentermedhjælper i UD, samt praktikanter i hhv. Reykjavik, Bruxelles, Washington D.C. og Nuuk.

  • Grønlands Mission til EU

    Grønlands Mission til EU varetager Grønlands interesser og synlighed ved EU's institutioner, og ved lejlighed ved eventuelle relevante events i Europa. Hovedopgaven er at rådgive Naalakkersuisut i relation til Grønlands aftalemæssige relationer til EU. Desuden går en stor del af arbejdet for Missionen med at varetage Grønlands medlemskab og varetage Grønlands interesser i de Oversøiske Lande og Territoriers organisation, OCTA (Overseas Countries and Territories Association to the EU).

    Grønlands Mission til EU udsender et nyhedsbrev, ”BXLimit”. Nyhedsbrevet indeholder korte nyhedsartikler om Missionens arbejde, evt. besøg, synligheden i Bruxelles og nyheder om begivenheder i EU/Bruxelles, ofte med relevans for Grønlands aftaler med EU.
    I forhold til Brexit, løfter Missionen, sammen med Departementet for Udenrigsanliggender, opgaven med at forsøge at sikre, at Grønlands interesser over for EU’s institutioner samt Storbritannien, tilgodeses i de kommende år.
    Derudover er Arktis højt på dagsordenen i EU og Bruxelles, og den stadigt tiltagende internationale aktivitet inden for blå vækst – udvikling af hav-relaterede økonomisk bæredygtige aktiviteter. Disse områder prioriterer Missionen også i det daglige arbejde.

  • Grønlands Repræsentation i Washington D.C.

    Grønlands Repræsentation i Washington D.C. blev officielt indviet i september 2014, og har ligesom i Bruxelles, sine egne lokaler i tilknytning til den danske ambassade.

    Repræsentationschefen i Washington D.C. blev i slutningen af 2015 formelt også akkrediteret til Canada, hvorfor repræsentationen dækker hele Nordamerika. Repræsentation er med til at etablere et bredere forhold til både USA og Canada, og bidrager til opbygningen af konkrete netværk og partnerskaber indenfor områder som handel, sikkerhed, råstoffer, forskning, uddannelse, turisme, energi m.m.

    Den arktiske dagsorden prioriteres i stigende grad i både USA og Canada, og der er dermed gode muligheder for at etablere et bredere samarbejde med Nordamerika. Det er således i Grønlands interesse, at være fast repræsenteret på det nordamerikanske kontinent, med henblik på, at udbrede og varetage de grønlandske synspunkter og interesser, for derigennem at gøre Grønland synlige overfor amerikanske og canadiske beslutningstagere og forretningsliv.

    Repræsentationen samarbejder i både USA og Canada med både ministerier, myndigheder, parlamentarikere og andre beslutningstagere, samt arktiske interessenter, herunder tænketanke, Inuit Corporations samt uddannelses – og forskningsinstitutioner m.fl.

    Til dagligt arbejder repræsentationen på basis af de målsætninger og ønsker som er nedfældet i den til hver tid gældende udenrigspolitiske strategi samt andre politiske målsætninger. Repræsentationen varetager hermed Grønlands interesser i Nordamerika, herunder i Kongerigets forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde med USA i forhold til Grønland og Arktis. Repræsentationen dækker således alle Naalakkersuisuts interesser og skal derfor til stadighed indhente information, støtte og instrukser fra forskellige departementer.

    Du kan læse mere om Grønlands Repræsentation i Washington D.C. her

  • Grønlands Repræsentation i Reykjavik

    Grønlands Repræsentation i Reykjavik blev officielt indviet den 20. oktober 2018. Repræsentation i Reykjavik har i modsætning til de andre repræsentationer sine egne lokaler, uden tilknytning til den danske ambassade. Dette giver en mærkbar og større selvstændig diplomatisk profil.

    Repræsentationens daglige virke tager udgangspunkt i de målsætninger og ønsker som er nedfældet i de forskellige grønlandsk-islandske fælleserklæringer som er indgået siden 2013, senest ved Samarbejdserklæringen mellem Formand for Naalakkersuisut og Islands Statsminister fra oktober 2022,  samt i den udenrigspolitiske strategi og finanslovsteksten for repræsentationen. Det er således repræsentationen opgave at bidrage til at realisere Naalakkersuisuts prioriteringer for vedligeholdelse og videreduvikling af de eksisterende samarbejder om styrkelsen af de politiske, kulturelle og handelsmæssige forbindelser mellem de to lande. Hertil deltager repræsentationen i en lang række møder med de islandske myndigheder, virksomheder og kultur-institutioner, ligesom repræsentationen deltager i  andre ambassaders arrangementer.

    Repræsentationen bistår også Selvstyrets departementer løbende i sager, hvor vores tilstedeværelse i Reykjavik kan være af gavn, heriblandt samarbejdet om fiskeri, veterinær, transport, klima, miljø, ernergi, uddannelse, forskning, ligestilling, sundhed, kultur og turisme. Repræsentationen bistår endvidere ved de grønlandske kommuner, virksomheder og borgeres kontakter til relevante islandske myndigheder og samarbejdspartnere.

    Repræsentationen forventes at bistå med handels- og eksporttekniske spørgsmål for både det grønlandske og islandske erhvervsliv.

  • Grønlands Repræsentation i Beijing

    Den Grønlandske Repræsentation i Beijing blev fornyeligt etableret i November 2021. Repræsentationen arbejder ihærdigt på, at styrke og vedligeholde de overordnede kontakter og forbindelser mellem Grønland og Kina. Repræsentationen er repræsentant for Grønlands Selvstyre, Naalakkersuisut. Hjemmesiden er under opbygning og der vil løbende komme flere information om Grønland og vores relationer til Kina.

    Den Grønlandske Repræsentation i Beijing ligger i samme bygningskompleks som den Danske Ambassade og den Færøerske Repræsentation.

Job i Naalakkersuisut?