Gå til sidens indhold

Høring af forslag til: Inatsisartutlov om ændring af inatsisartutlov om andelsboliger (omdannelse af udlejningsboliger, omsætningsforbud, mv.)

Høringstype:Inatsisartutlov
Offentliggjort:19-08-2024 16:48
Høringsfrist:16-09-2024 12:00
Departement:Departement for Boliger og Infrastruktur
Høringssvar sendes til::box909@nanoq.gl

Hermed fremsendes høring af forslag til: Inatsisartutlov om ændring af inatsisartutlov om andelsboliger (Omdannelse af udlejningsboliger, omsætningsforbud, mv.), i offentlig høring.

Forslagets hovedpunkter

  • Omdannelse af udlejningsboliger til andelsboliger. Der indføres en bestemmelse der giver Naalakkersuisut og kommunalbestyrelsen bemyndigelse til at omdanne bestående udlejningsboliger til andelsboliger, uden at dette kræver tilslutning fra de bestående lejere. Hensigten med forslaget er at nedbringe antallet af offentligejede lejeboliger og bidrage til at flere borgere kan boligforsyne sig selv. 

    Ved omdannelsen er Naalakkersuisut og kommunalbestyrelsen forpligtet til at arbejde aktivt for salg af andelsboligerne til de eksisterende lejere og ved ledighed salg gennem andelsboligforeningen. De bestående lejere har ret til at forblive boende som lejer i den omdannede andelsbolig. 

    Det foreslås, at Naalakkersuisut og kommunalbestyrelsen, indenfor de gældende rammer i Inatsisartutlov om andelsboliger, kan yde lån til andelsboligforeningen til køb af udlejningsboligerne. Købesummen må herudover finansieres af egetindskud og lån ved et pengeinstitut eller realkreditinstitut. 

    Salg af ledige andelsboliger skal tilstræbes gennemført i et tempo, hvor balancen mellem udbud og efterspørgsel på private boliger i størst muligt omfang opretholdes. Naalakkersuisut og kommunalbestyrelsen kan derfor beslutte at undlade at udbyde ledige andelsboliger til salg og i stedet fremleje de ledige andelsboliger indtil markedet for private boliger igen kan aftage en ledige andelsbolig. Fremleje skal ske på tidsbegrænsede vilkår med mulighed for forlængelse.

  • Offentlige pantebrev – ikke omsætningspantebreve. Der indføres en bestemmelse om at pantebreve og gældsbreve udstedt til det offentlige som led i det offentliges lån ydet i medfør af den nugældende Inatsisartutlov om andelsboliger, ikke kan gøres til genstand for omsætning, pantsætning eller kreditorforfølgning. 

  • Beregning af boligareal. Det præciseres hvordan boligarealet af en andelsbolig beregnes, når boligen indeholder indvendige trapper. Dertil foreslås det, at Naalakkersuisut kan dispensere fra reglerne om opgørelse af det støtteberettigede boligareal, når byggeriets udformning gør det nødvendigt.

  • Bekræftet byggeregnskab. Der indføres en præcisering af hvem der kan bekræfte et byggeregnskab. Dermed kan et byggeregnskab fremover alene attesteres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller et grønlandsk pengeinstitut. 

  • Anvendelse til beboelse: Det præciseres, at en andelsbolig ikke må anvendes til andre formål end beboelse. 

    Generalforsamlingen kan give tilladelse til, at et medlem af andelsboligforeningen med brugsret til andelsboligen og dennes husstand, kan drive mindre liberalt erhverv fra andelsboligen. Det mindre, liberale erhverv må ikke medføre kundebesøg.

Om den nærmere baggrund for forslaget, dets formål og indhold henvises til medsendte bemærkninger til forslaget, samt Evaluering af boligfinansieringsordningerne, del 2, der findes på Naalakkersuisuts hjemmeside: https://naalakkersuisut.gl/Departementer/Dep_for_Boliger_og_Infrastruktur/Publikationer?sc_lang=da

Eventuelle bemærkninger bedes være Departementet for Boliger og Infrastruktur i hænde, senest den 16. september 2024 kl. 12.00 
Bemærkningerne sendes til departementets officielle e-mail box909@nanoq.gl eller til:

Departementet for Boliger og Infrastruktur
Postboks 909
3900 Nuuk