Formandskabet for Arktisk Råd blev fejret i Nuuk under fælles arrangement
Sendes af: Departementet for Udenrigsanliggender og Forskning
Mandag den 4. august 2025 inviterede Kongeriget Danmarks formandskab for Arktisk Råd, UiT – Norges Arktiske Universitet, Arctic Mayors’ Forum og Arctic Frontiers til åbent skib og kaffemik på det norske sejlskib Statsraad Lehmkuhl.
Formålet med arrangementet var at fejre Grønlands rolle og lederskab i det arktiske samarbejde ved at invitere befolkningen til åbent skib, hvor de kunne høre om Arktisk Råds arbejde. Arrangementet blev afholdt i forlængelse af, at formandskabet for Arktisk Råd er overgået fra Norge til Kongeriget Danmark i maj 2025 – samt at Kommuneqarfik Sermersooq har overtaget formandskabet for Arctic Mayors’ Forum fra Tromsø, Norge.
Formiddagens program startede kl. 09.00, hvor der blev afholdt paneldebatter med fokus på hovedtemaerne i Kommuneqarfik Sermersooqs formandskab. Her blev der talt om turisme, unges mentale sundhed og trivsel samt uddannelse.
Se hele programmet og flere oplysninger på:
arcticfrontiers.com/abroad/greenland
Eftermiddagen bød på kaffemik, hvor offentligheden blev inviteret til at mødes med personer, der arbejder med Arktisk Råds formandskab, og til at lære om formandskabets prioriteter og indsatser – med fokus på Oprindelige Folk, klima, bæredygtig økonomisk udvikling, hav og biodiversitet. Kaffemikken blev indledt med en tale fra Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø, Bentiaraq Ottosen, som understregede Grønlands ansvar og forpligtelse til at bidrage med arktisk viden og lederskab:
“Mit budskab i talen var, at vi i Grønland ikke blot ser naturen som en ressource, men at vi ser den som en relation. Vi ser den som en relation, der forbinder os med vores historie, identitet og fremtid, og vi skal derfor beskytte vores natur, vores miljø og vores klima ved fortsat at tage ansvar. Med vores lederskab af CAFF, der er en af arbejdsgrupperne i Arktisk Råd, har vi over de seneste to år taget et stort ansvar. Vi har løftet en 10-årig handlingsplan for biodiversitet, som kommer til at gøre en reel forskel for mennesker, dyr og økosystemer i hele Arktis. Det er konkret. Det er forpligtende. Og det er et bevis på, at vi ikke står i kulissen, men at vi går forrest”, udtaler Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø Bentiaraq Ottosen.
Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø Bentiaraq Ottosens tale kan tilgås her på grønlandsk og dansk.
Mere information kan findes på:
arctic-council.org/news/arctic-council-kaffemik-open-ship-at-statsraad-lehmkuhl
Rosa Thorsen
Toqq/direkte +299 34 50 00
nap@nanoq.gl