Høring: forslag til Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om fiskeri
Høring: forslag til Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om fiskeri
Hermed fremsendes forslag til Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov nr. 29 af 23. maj 2024 om fiskeri i intern høring.
Vedlagt denne høring følger
- Forslag til Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om fiskeri
- Bemærkninger til forslaget
Bemærkninger til forslaget skal være Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning i hænde senest
25. maj 2026, kl. 16.00
Eventuelle bemærkninger til forslaget bedes sendt pr. e-mail ti APN@nanoq.gl og cc. jepa@nanoq.gl samt thra@nanoq.gl eller pr. post til:
Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning
Imaneq 1A, 701
Postboks 296
3900 Nuuk
Baggrund for forslaget
Fiskeriloven trådte i kraft den 1. januar 2025, og det foreslås hermed, at der foretages nogle justeringer hertil, hvoraf de fleste er af redaktionel karakter. Forslaget indeholder dog ændringer, som er mere substantielle, nemlig § 54 a om indførelse af et ekspertråd, som skal rådgive Naalakkersuisut, svarende til Det økonomiske Råds rådgivning af Naalakkersuisut, og ændringen i § 10, stk. 1, hvor 3. punktum foreslås slettet, sådan at der ikke længere er krav om, at licenshaveren selv skal indhandle.
Med ændringsloven foreslås foretaget følgende ændringer:
• Definitionen af ”forarbejdning” i § 3, nr. 15 ændres, sådan at undtagelserne herfra nu også omfatter frysning af fangst. Efter den hidtidige definition på forarbejdning kunne de havgående fartøjer ikke leve op til kravet om levering af 30% uforarbejdet fangst til landanlæg.
• Det tidligere ”Grønlands Fiskerilicenskontrol” har ændret navn til ”Grønlands Fiskeri- og Jagtkontrol, hvilket foreslås afspejlet i § 3, nr. 27 samt i § 5, stk. 1 og 2.
• Det foreslås, at 3. punktum i § 10, stk. 1 udgår. Det har betydning i fiskeriet med joller under 6 meter, idet ændringen medfører, at det ikke længere nødvendigvis er licenshaveren personligt, som skal udøve fiskeriet. Ændringen skyldes det forhold, at jollerne nu vil være registrerede, og kontrolmuligheden derfor er væsentligt forbedret, og der er ikke længere behov for den adfærdsbegrænsende bestemmelse.
• § 32, stk. 8 indeholder i den gældende lov en mangelfuld henvisning, som foreslås rettet.
• I den gældende lov er der ikke fastsat en minimumslængde for kvoteandelsperioden i forhold til havgående hellefisk ved Østgrønland. En sådan periode foreslås indsat i loven.
• I forbindelse med revisionen af loven foreslås nogle få ændringer af rammerne for Fiskerirådet med henblik på en smidiggørelse af samarbejdet mellem rådet og Naalakkersuisut. Det betyder dels, at Naalakkersuisut ikke længere skal være forpligtet at anmode rådet om at forholde sig til bestemte spørgsmål, som er angivet i loven, og på den anden side er rådet ikke begrænset til at drøfte de emner, som fremgår af loven.
• Som konsekvens af koalitionsaftalen mellem regeringspartierne (”Vi står sammen om et trygt og frit Grønland, der er under udvikling”) foreslås indført et ekspertråd, som skal virke uafhængigt, og som skal rådgive Naalakkersuisut om fiskerifaglige og -økonomiske forhold. Dette fremgår af forslagets § 54 a. Ifølge bestemmelsen varetages sekretariatsfunktionen for ekspertrådet af Naalakkersuisut, som også kan fastsætte en forretningsorden og i øvrigt ved bekendtgørelse angive yderligere rammer for rådet og dets virke.