Gå til sidens indhold

Udkast til forslag til: Inatsisartutlov nr. xx af xx. xxxx 2025 ændring af Inatsisartutlov om mineralaktiviteter og Udkast til forslag til: Inatsisartutlov nr. xx af xx. xxx 2025 om ændring af Inatsisartutlov om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydning herfor (råstofloven)

Høringstype:Inatsisartutlov
Offentliggjort:02-07-2025 09:12
Høringsfrist:30-07-2025 00:00
Høringssvar sendes til::asn@nanoq.gl

Hermed sendes ”Forslag til: Inatsisartutlov nr. xx af xx. xxxx 2025 ændring af Inatsisartutlov om mineralaktiviteter” og ”Forslag til: Inatsisartutlov nr. xx af xx. xxx 2025 om ændring af Inatsisartutlov om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydning herfor. (råstofloven)” i høring med henblik på fremsættelse på efterårssamlingen 2025.

De to forslag sendes samlet i høring, da det indholdsmæssigt er de samme bestemmelser, der ønskes ændret i henholdsvis Inatsisartutlov om mineralaktiviteter og Inatsisartutlov om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydning herfor (råstofloven).

Baggrund og formål
Råstofmyndighedens organisation er i dag reguleret ved lov. Det er således bestemt ved lov, at der skal oprettes to styrelser, Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen for Råstofområdet, som varetager den daglige administration af råstofområdet. Der er bestemmelser om denne organisation i både råstofloven og Inatsisartutlov om mineralaktiviteter. Den nuværende retsstilling forhindrer fleksibilitet i sagsbehandlingen, og derfor ønskes den lovbestemte regulering af organisationen ophævet.

Ved de foreslåede ændringer, ophæves bestemmelserne i råstofloven og Inatsisartutlov om mineralaktiviteter, vedrørende Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen for Råstofområdet. Formålet med at ophæve disse bestemmelser er, at muliggøre en smidigere administration af råstofområdet. Det bemærkes, at der allerede findes hjemmel til at ændre på Råstofstyrelsens opgaver og ansvar i anmærkningerne til finansloven for 2025.

Forslagene er ikke til hinder for, at styrelserne bibeholdes, eller at der oprettes nye enheder med samme formål. Styrelserne vil bare ikke længere være reguleret ved lov. En bibeholdelse af styrelserne eller en oprettelse af nye tilsvarende enheder, kan eventuelt ske ved udstedelse af en bekendtgørelse, der nærmere fastlægger disse enheders opgaver og ansvar. Hvorvidt styrelserne eller tilsvarende enheder skal forestå en del af administrationen af råstofområdet, bestemmes af Formanden for Naalakkersuisut jf. Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut § 23, stk. 1.

Da man ønsker at bibeholde muligheden for at påklage afgørelser på natur- og miljøområdet, foreslås det, at Naalakkersuisut forpligtes til at fastsætte bestemmelser om adgang til at påklage afgørelser vedrørende afgørelser vedrørende natur-og miljøforhold.

Desuden bibeholdes princippet om en samlet myndighedsbehandling (one door-princippet). I stedet for en ved lov udpeget myndighed, foreslås det, at Naalakkersuisut udpeger en enhed, der varetager den administrative kommunikation vedrørende råstofområdet i forhold til rettighedshavere og andre omfattet af Inatsisartutloven.

Endelig foretages der en rettelse af en fejlhenvisning i Inatsisartutlov om mineralaktiviteter § 53.

Væsentligste ændringer

Forslagenes væsentligste ændringer i forhold til den gældende lovgivning, er følgende:

Bestemmelserne om Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen for Råstofområdet, ophæves.

Derudover er der ikke tilsigtet ændringer. Princippet om en samlet integreret sagsbehandling og princippet om at rettighedshavere kun kommunikerer med en myndighed, opretholdes.

Muligheden for at klage over afgørelser vedrørende natur- og miljøforhold fastholdes. Der bliver dog ikke nødvendigvis tale om en almindelig rekursadgang. Såfremt Miljøstyrelsen for Råstofområdet nedlægges, vil der skulle oprettes en uafhængig klageinstans.

Frist
Høringssvar bedes fremsendt til asn@nanoq.gl med kopi til bosd@nanoq.gl senest 30. juli 2025.