Gå til sidens indhold

Offentlig høring af VVM-redegørelse vedrørende Qasigiannguit-Aasiaat Vandkraftværk

Høringstype:Andet
Offentliggjort:08-05-2025 13:28
Høringsfrist:03-07-2025 00:00
Departement:Departement for Natur og Miljø
Høringssvar sendes til::pan@nanoq.gl

Beskrivelse af vandkraftværkprojektet
Den lokale el- og varmeforsyning i Qasigiannguit og Aasiaat er i dag primært baseret på fossile brændsler, og de to byer står for ca. 20% af det samlede olieforbrug i den offentlige energiforsyning i Grønland. Samlet set vil udbygningen af vandkraftværket i Nuuk og etableringen af Qasigiannguit-Aasiaat vandkraftværket bidrage til en Grønlandsk CO2 reduktion på cirka 85.000 ton i 2032.

Anlæggelsen af et nyt vandkraftværk til forsyning af Qasigiannguit og Aasiaat omfatter etablering af en kraftstation, der placeres ved fjorden Kangersuneq cirka 20 km sydøst for Qasigiannguit. Vandkraftværket vil udnytte vandressourcerne fra Kuussuup Tasias vandopland. Som et led i anlæggelsen af vandkraftværket skal der desuden etableres en overføringstunnel mellem søerne Kuussuup Tasia og Qinngap Ilulialeeraa.

Foruden anlæggelsen af vandkraftværket omfatter projektet også etablering af en transmissionslinje til Qasigiannguit (cirka 38 km) og en transmissionslinje til Aasiaat (cirka 117 km) med anlæggelse af cirka 420 master på transmissionslinjen. Derudover planlægges der etablering af arbejdsveje i nærheden af vandkraftværket samt transformerstationer i begge byer.

Vandkraftværket er VVM-pligtigt, jf. Selvstyrets bekendtgørelse nr. 5 af 27. marts 2013 om vurdering af visse anlægs virkninger på miljøet og betaling for miljøtilsyn. VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet. NunaGreen har som bygherre udarbejdet en VVM-redegørelse med henblik på at vurdere projektets potentielle miljøpåvirkninger i henholdsvis anlægs- og driftsfasen.

En realisering af projektet skal ses i lyset af Inatsisartutlov nr. 22 af 1. december 2021 om rammebetingelser for anlæg, finansiering og drift af vandkraftværker med tilhørende faciliteter til forsyning af Nuuk samt Qasigiannguit og Aasiaat.

Borgermøder

Bygherre afholder, i overensstemmelse med ovenstående bekendtgørelse, borgermøder i Qasigiannguit og Aasiaat. På borgermøderne vil anlægsprojektets potentielle miljøpåvirkninger blive belyst. Bygherre vil i de lokale medier annoncere sted og tidspunkt for afholdelse af borgermøder.

Høring
Alle med interesse i projektet opfordres til at afgive høringssvar. Modtagne høringssvar vil blive lagt ud på Naalakkersuisuts høringsportal.
Høringsmaterialet består af følgende:

- VVM-redegørelse - Qasigiannguit-Aasiaat Vandkraftværk
- Bilag 1 - Oversigtstegning
- Bilag 2 - Situationsplan
- Bilag 3 - Aasiaat placering af transformerstation
- Bilag 4 - Qasigiannguit placering af transformerstation
- Bilag 5 - Betonblandeanlæg
- Bilag 6 - Stenknuse- og sorteringsanlæg
- Bilag 7 - Liste over termer og forkortelser

Høringsfristen er 03.07.2025.

Høringssvar skal sendes til Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, enten elektronisk til e-mailadresse pan@nanoq.gl eller pr. brev til postboks 1614, 3900 Nuuk.