Høring af forslag til Selvstyrets bekendtgørelse om bemandingen af grønlandske fiskefartøjer
Hermed fremsendes forslag til Selvstyrets bekendtgørelse om bemandingen af grønlandske fiskefartøjer.
Vedlagt høring følger
- Forslag til: Selvstyrets bekendtgørelse om bemandingen af grønlandske fiskefartøjer
- Bilag 1: Bemandingsliste
Bemærkninger til forslaget skal være Departementet for Fiskeri og Fangst i hænde senest
9. December 2024, kl. 16.00
Evenetuelle bemærkninger til forslaget bedes sendt pr. e-mail til APN@nanoq.gl og cc. thra@nanoq.gl eller pr. post til:
Departementet for Fiskeri og Fangst
Imaneq 1A, 701
Postboks 296
3900 Nuuk
Baggrund for forslaget
Baggrunden for forslaget findes i ”Aftale om finanslovens for 2024” som er indgået mellem Inuit Ataqatigiit, Siumut, Naleraq, Atassut og løsgænger.
Parterne bag finansloven finder det nødvendigt, at de politiske ønsker om en mere lokal forankring af arbejdskraften i Grønland bliver realiseret via en konkret og tosidet indsats.
Denne indsats består blandt andet af en revidering af bemandingsbekendtgørelsen, der regulerer kravet til dækningsgraden af lokal hjemmehørende arbejdskraft på trawlerne for så vidt angår officer kategorien. Med forslaget, og i overensstemmelse med finanslovsaftalen, bliver det fra den 1. januar 2033 et krav at 90% af officererne på en fisketrawler skal bestå af personer, der har 1) folkeregisteradresse i Grønland, 2) fast bopæl i Grønland og 3) været skattepligtig til Grønland i 2 sammenhængende år indenfor en femårig periode.
Kravet om 100% hjemmehørende arbejdskraft for den del af besætningen, der ikke er officerer, videreføres i dette forslag.
I medfør af finanslovsaftalen skal overgangen fra nuværende 60% til 90% af lokal hjemmehørende arbejdskraft ske med en ”passende, ambitiøs overgangsperiode”. Længden af overgangsperioden afklares nærmere i forbindelse med denne høring, men Naalakkersuisut har med forslaget vurderet, at en otteårig overgangsperiode er passende og ambitiøs. Dertil indføres et krav om, at besætningsmedlemmer fremover skal have fast bopæl i Grønland. Det er dermed ikke tilstrækkeligt med en folkeregisteradresse, men et krav at personer der ønsker at opnå hyre på et grønlandsk fiskefartøj også reelt bor i Grønland.
Overgangsperioden skal ses i en sammenhæng med det politiske ønske om prioritering af relevante uddannelsesmæssige tiltag og et tæt offentligt-privat samarbejde om at skabe de kompetencemæssige forudsætninger i praksis, hvilket også fremgår af finanslovsaftalen. Dette udmønter sig blandt andet ved, at uddannelsesdepartementet har nedsat en branchegruppe, der skal rådgive departementet om uddannelsesplanlægning og prioriteringer i overensstemmelse med fiskerisektoren behov og udvikling. Det er målet, at denne branchegruppe skal udarbejde en langsigtet plan herunder en implementeringsplan for uddannelse i fiskeri og produktion for perioden 2025-2040.
Branchegruppen består af medlemmer fra erhvervet og Selvstyret.
Eftersom bekendtgørelsen er et led i en tosidet politisk indsats, er det hensigten, at der i 2031 foretages en evaluering af kravet om 90% af besætningen af officerer skal bestå af hjemmehørende arbejdskraft. Det skal blandt andet vurderes om der er tilstrækkeligt med uddannelsesinitiativer til at Erhvervet kan opfylde kravene til besætningens sammensætning.
Ydermere har bekendtgørelsen til hensigt at lette adgangen til hyre for personer der midlertidigt har været bosiddende udenfor Grønland. Dette indføres ved at det fremover er krav, at en person der har haft to års sammenhængende folkeregisteradresse og skattepligt til Grønland inden for en femårig periode, kan opnå hyre. Det er således ikke et krav at en person skal have været folkeregisterregisteret i en toårig periode forud for ansættelsestidspunktet, men skal blot have haft to års sammenhængende folkeregisteradresse og skattepligt inden for fem år fra ansættelsestidspunktet.
Finanslovsaftalen for 2024 kan findes her