Gå til sidens indhold

Høring vedr. Forslag til Inatsisartutlov om Filminstitut

Høringstype:Inatsisartutlov
Offentliggjort:19-06-2024 09:28
Høringsfrist:15-07-2024 00:00
Departement:Departement for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke
Høringssvar sendes til::ikin@nanoq.gl
Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke fremsender hermed ”Forslag til Inatsisartutlov om filmvirksomhed” i offentlig høring.

Departementet skal anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til forslaget senest den 15. juli 2024. Bemærkningerne bedes fremsendt til iktin@nanoq.gl med kopi til clkl@nanoq.gl

Forslagets baggrund
Den overordnede baggrund for forslaget er Naalakkersuisuts ønske om at styrke filmbranchen ved lovgivningsmæssigt at fastsætte rammevilkår for filmvirksomhed i Grønland. Dette fremgår blandt andet af redegørelsen ”Anbefalinger til hvordan Grønlands filmproduktion kan styrkes”, som Naalakkersuisut omdelte til Inatsisartut i maj 2023.

Redegørelsen var udarbejdet som opfølgning på vedtagelsen af FM 2022/75: ”Forslag til Inatsisartutbeslutning om at pålægge Naalakkersuisut at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan den grønlandske filmbranche styrkes. Naalakkersuisut skal, så vidt muligt, inddrage relevante parter i arbejdsgruppen. Anbefalingerne skal fremlægges ved FM 2023.” Beslutningsforslaget blev vedtaget.

Forslaget tager afsæt i anbefalingerne i redegørelsen og i Inatsisartuts behandling af punkterne EM 2023/46, FM 2024/56 og FM 2024/59. For uddybning heraf henvises til bemærkningerne til forslaget og til Inatsisartuts hjemmeside www.ina.gl.

Forslagets hovedpunkter
Forslaget har til formål at fremme filmvirksomhed, filmkultur og biografkultur i Grønland. Dette sker primært gennem et med forslaget oprettet filminstitut, benævnt Grønlands Filminstitut, hvis juridiske status vil være en selvstændig offentlig institution.

Forslaget regulerer instituttets formål og opgaver og dets organisation og ledelse, herunder at der skal være en bestyrelse og en daglig leder. Der i forslaget fastsat bestemmelser om bestyrelsen henholdsvis den daglige leders ansvar og opgaver.

Der er også fastsat bestemmelser om bestyrelsens sammensætning, funktionsperiode og honorering. Om bestyrelsens sammensætning skal nævnes, at forpersonen udpeges af Naalakkersuisut, og at øvrige medlemmer udpeges af Naalakkersuisut efter indstilling fra de i forslaget nævnte indstillingsberettigede. Der er i forslaget fastsat kompetencekrav til bestyrelsen som helhed, til de enkelte medlemmer og til forpersonen. Der er desuden fastsat såvel en positiv som en negativ afgrænsning af, hvem der kan udpeges som medlem af bestyrelsen, herunder om alders- og bopælskrav.

I fastsættelsen af Grønlands Filminstituts formål og opgaver, fastsættes det blandt andet, at instituttet har til formål at fremme filmvirksomhed, filmkultur og biografkultur i Grønland.

Blandt Grønlands Filminstituts øvrige formål indgår varetagelsen af en national filmkommission. Det er ikke fastsat i forslaget, hvordan varetagelsen skal ske. Det er således op til bestyrelsen at vurdere og træffe afgørelse herom.

Derudover skal også her fremhæves, at Grønlands Filminstitut også har til formål at fremme professionelt eksperimenterende filmkunst og talentudvikling gennem drift af et filmværksted.

Film-arbejdsgruppen anbefalede overordnet, at der vil være store fordele ved at lægge et filminstitut, en filmkommission og et filmværksted sammen. Dette er der således taget højde for i forslaget, da varetagelsen af filmkommissionfunktionen og filmværkstedet bliver en del af Grønlands Filminstituts virksomhed.

Der er i forslaget også angivet de opgaver, som Grønlands Filminstitut skal varetage. Det er således fastsat, at instituttet har til opgave at yde økonomiske støtte til manuskriptudarbejdelse, udvikling, produktion, lancering, markedsføring, promovering, forevisning og distribution af grønlandske film og koproducerede film samt andre aktiviteter til fremme af filmvirksomhed, filmkultur og biografkultur i Grønland. Disse bestemmelser er overordnet og generel karakter, og der er derfor også pålagt Naalakkersuisut at fastsætte nærmere regler herom, herunder om støtteformål, støttens omfang, udbetaling og administration.

Der er i forslaget også medtaget en bestemmelse om, at Grønlands Filminstitut også har til formål at behandle ansøgninger om tilladelse til i kommercielt regi at filme i Grønland og foretage registrering af nøgleoplysninger om filmprojektet og den ansvarlige herfor. Det er præciseret, at dette ikke gælder journalistisk aktivitet. Der er også fastsat overordnede bestemmelser herom og pålagt Naalakkersuisut at fastsætte nærmere regler om ansøgning om tilladelse og om registrering af nøgleoplysninger, herunder om hvilke af disse oplysninger Grønlands Filminstitut skal offentliggøre. Der er i forslaget også fastsat bestemmelser om gebyr til dækning af omkostninger ved administrationen af ansøgninger om tilladelse og pålagt Naalakkersuisut at fastsætte regler om ansøgning om tilladelse til at filme i Grønland, herunder om eventuelle formkrav, ansøgningsfrister og gebyrets størrelse.

I forslaget er der åbnet op for, at Naalakkersuisut til hel- eller delvis varetagelse af opgaverne vedrørende administrationen af Grønlands Filminstituts økonomiske støtte kan oprette en fond, og i forlængelse heraf er der givet Naalakkersuisut hjemmel til at fastsætte regler om formål, opgaver, ledelse og virke, herunder honorering, finansiering og sekretariatsbetjening for en sådan fond. Dette er udtryk for, at Naalakkersuisut for nærværende ikke vurderer behov for oprettelse af en sådan fond, men at dette kan ske på et senere tidspunkt, hvis det findes hensigtsmæssigt. Men administrationen af økonomisk støtte til filmområdet lægges med forslaget hos Grønlands Filminstitut.
For uddybning af forslaget henvises til bemærkningerne til forslaget.