Gå til sidens indhold

Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap deltagelse i Tilioqs seminar og konference i Ilulissat

Sendes af: Departementet for Sundhed og Personer med handicap

I perioden fra den 11. september til den 15. september 2026 var Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim, på tjenesterejse til Ilulissat.

Formålet med rejsen var at deltage i Tilioqs seminar og konference. Under opholdet i Ilulissat benyttede Naalakkersuisoq samtidig lejligheden til at besøge Allorfik Avannaa og Sungiusarfik Ikinngut for at få indblik i deres tilbud samt udveksle erfaringer og viden.

Blandt deltagerne ved Tilioqs seminar og konference var handicapforeninger fra kysten, Kalaallit Nunaanni Innarluutillit Piginnaanikittullu Kattuffiat (KNIPK), Neriuffiup Kattuffia, Perorsaanermik Ilinniarfik, borgere samt inviterede oplægsholdere.

Årets arrangement havde titlen "I afmagtens skygge". Her var fokus rettet mod personer med handicaps rettigheder, deres deltagelse i samfundet samt deres muligheder for ligeværdig deltagelse og lige adgang til samfundets tilbud.

Blandt de særlige emner på programmet var forskning i selvmordsforebyggelse, oplæg fra arrangører og deltagere ved en handicapfestival i Danmark, fælles kulturskabelse, det landsdækkende behandlings- og rådgivningstilbud Inulerivik samt borgeres egne beretninger om deres oplevelser og erfaringer.

Seminaret og konferencen samlede deltagere fra forskellige dele af landet og skabte rammer for debat, refleksion og erfaringsudveksling. De fremlagte oplæg og de efterfølgende drøftelser gav vigtige perspektiver til det fremtidige arbejde på området. Samlingen viste tydeligt, at arbejdet med at sikre personer med handicaps rettigheder og nedbryde de barrierer, som de møder i hverdagen, kræver et fælles ansvar og en koordineret indsats, som Naalakkersuisoq også understregede i sin velkomsttale ved konferencen:

I dag skal vi huske, at ingen kan skabe forandringer alene. Kommunerne kan ikke løfte opgaven alene. (...) Vores ansvarsområder er forskellige, men vores mål er det samme. Derfor er fælles ansvar og koordinering afgørende. Alle aktører skal samarbejde i stedet for at arbejde hver for sig. Vi har hver især et ansvar, men opgaven skal løftes i fællesskab. Mennesker med handicap skal betragtes som hele mennesker og ikke opdeles mellem forskellige sektorer og myndigheder.

Naalakkersuisoq afslutter med at takke Tilioq for arrangementet samt alle deltagere for at dele deres viden og erfaringer:

Tusind tak for nogle udbytterige dage fyldt med møder, samtaler og fælles oplevelser, der både har rørt os, gjort os eftertænksomme og givet anledning til smil. Hver gang vi taler sammen om at omsætte rettigheder til handling, opnår vi en større fælles forståelse, og vi kommer samtidig et skridt nærmere på at gøre rettighederne til virkelighed.

Her kan man læse Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheims velkomsttale ved Tilioq konference

For yderligere information kontakt Departementet for Sundhed og Personer med Handicap. E-mail: pn@nanoq.gl, telefon +299 34 50 00.