Gå til sidens indhold

GrÞnlandsk rÄstofprojekt fÄr sÊrlig opmÊrksomhed fra EU

Sendes af: Departementet for Erhverv, Energi, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling
Naalakkersuisut godkendte den 24. april 2025, at EU-Kommissionen kunne udpege GreenRoc Strategic Materials PLC' grafitprojekt som et såkaldt strategisk projekt. Den 4. juni 2025 blev navnene på de i alt 13 projekter udpeget af EU-kommissionen offentliggjort.

GreenRoc' projekt er et godt eksempel på Naalakkersuisuts ambition om at gøre Grønland til en ansvarlig leverandør af kritiske mineraler til den globale grønne omstilling, og udpegningen af projektet ligger i naturlig forlængelse af det strategiske partnerskab, som Grønland indgik med Den Europæiske Union i 2023. Partnerskabets formål er at udvikle bæredygtige værdikæder for råstoffer fra Grønland til EU. Naalakkersuisut havde derfor let ved at bakke op om EU-kommissionens beslutning og ønsker selskabet tillykke med den særlige anerkendelse.

Naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling udtaler: “Udvælgelsen understreger Grønlands voksende betydning på mineralområdet og øger synligheden omkring vores undergrund. I de seneste år har Naalakkersuisut gentagne gange understreget behovet for at skabe mere attraktive finansieringsvilkår for projekter vedrørende kritiske mineraler. Der er mange gode projekter, men globalt har finansiering været en udfordring, ligesom protektionisme og markedsdominans har gjort vejen ekstra lang for flere af projekterne. EU-kommissionens idé med at støtte projekter med særligt betydningsfulde mineraler viser vilje til at gå nye veje og er meget positiv.”

Faktaboks:
Udvælgelsen som strategisk projekt indebærer, at projektet får adgang til koordineret støtte fra EU-Kommissionen, EU-medlemslande og finansielle institutioner – blandt andet i form af lettere adgang til finansiering og kontakter til potentielle aftagere.

Faktaboks:
GreenRoc-projektet er beliggende ved Amitsoq i Sydgrønland. Projektet sigter mod at udvinde grafit, som blandt andet anvendes til produktion af batterier til elbiler. GreenRocs ansøgning om udnyttelsestilladelse i Grønland er aktuelt i offentlig høring frem til den 27. juni (https://naalakkersuisut.gl/Hoeringer/2025/05/2305_amitsoq?sc_lang=da)

Link på grønlandsk:
https://naalakkersuisut.gl/Hoeringer/2025/05/2305_amitsoq?sc_lang=kl-GL


For yderligere oplysninger departementschef Jørgen T. Hammeken-Holm, joeh@nanoq.gl eller telefon +299 346846