Gå til sidens indhold

Midlertidig lukning af Isukasia-området

Sendes af: Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling
Fjord

I 2013 meddelte Naalakkersuisut en udnyttelsestilladelse for jernmalm for et område i nord for Nuup Kangerlua – den såkaldte Isukasia eller Isua forekomst.

Efter gentagne forlængelser af selskabets frister og manglende overholdelse af råstofmyndighedens krav om sikkerhedsstillelse for oprydning, besluttede Naalakkersuisut i 2021 at selskabet ikke kunne få flere udsættelser. Konsekvensen var, at udnyttelsestilladelsen udløb og nu er under tilbagelevering.

I 2022 stævnede den tidligere rettighedshaver Grønlands Selvstyre. Retssagen er endnu ikke afgjort.

Midlertidig lukning
Indtil retssagen er afgjort vil området midlertidigt være lukket for nye ansøgninger om eneretstilladelser til mineralaktiviteter. Dette gælder både mineraltilladelser og tilladelser til lokale mineralaktiviteter (tidl. småskalatilladelser). Der kan heller ikke udføres aktiviteter i området under en forundersøgelsestilladelse.

Det vil dog stadig være muligt at udføre flere forskellige mineralaktiviteter i området. Fastboende kan uden behov for tilladelse indsamle løstliggende mineraler og bryde mineraler med håndholdt værktøj. Dette skyldes den nye Inatsisartutlov om lokale mineralaktiviteter, som styrker de fastboendes rettigheder til udnyttelse af vores undergrunds ressourcerigdom. I den nye lov betragtes man som en fastboende, når man har fast bopæl i Grønland og har været fuldt skattepligt i de forudgående 5 år.

Den midlertidige lukning vedrører udelukkende aktiviteter omfattet af råstoflovgivningen. Den midlertidige lukning har ikke indflydelse på andre aktiviteter omfattet af anden lovgivning.

Link til tidligere nyheder om samme emne:

Kontakt
Pressehenvendelser: Jørgen T. Hammeken-Holm, tlf. 346800 eller asn@nanoq.gl
Øvrige henvendelser: Råstofstyrelsen, mlsa@nanoq.gl