Gå til sidens indhold

Høring af forslag til Inatsisartutlov om hold af hunde og katte

Høringstype:Inatsisartutlov
Offentliggjort:23-04-2026 08:24
Høringsfrist:21-05-2026 16:00
Departement:Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning
Høringssvar sendes til::APN@nanoq.gl;thra@nanoq.gl

Høring af forslag til Inatsisartutlov om hold af hunde og katte

Hermed sendes forslag til Inatsisartutlov om hold af hunde og katte i høring.

Vedlagt denne høring følger

- Forslag til Inatsisartutlov om hold af hunde og katte
- Bemærkninger til forslaget

Bemærkninger til forslaget skal være Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning i hænde senest 21. maj 2026, kl. 16.00

Eventuelle bemærkninger til forslaget bedes sendt pr. e-mail ti APN@nanoq.gl og cc. thra@nanoq.gl eller pr. post til:

Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning
Imaneq 1A, 701
Postboks 296
3900 Nuuk

Baggrund for forslaget

Med dette lovforslag tilvejebringes et samlet og tidssvarende regelsæt for hold af hunde og katte i Grønland. Formålet er at etablere en samlet rammelov, der indeholder generelle bestemmelser om hundehold samt en bred bemyndigelsesbestemmelse til at regulere slædehunde via bekendtgørelse. Denne struktur vurderes at være en enklere og mere lovteknisk korrekt løsning end den gældende ordning.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med den samtidige modernisering af dyreværnsloven. Hvor de overordnede dyrevelfærdsprincipper samles i dyreværnsloven, fokuserer dette forslag på den artsspecifikke regulering, sygdomsbekæmpelse og myndighedsstruktur.

Forslagets væsentligste ændringer

1. Ny rammelovsstruktur og særskilt slædehunderegulering
De generelle regler om hunde og katte samles i én Inatsisartutlov, mens særlige regler for den grønlandske slædehund fremover fastsættes i en særskilt bekendtgørelse. Dette skaber en klar sondring mellem generelle og særlige bestemmelser og giver mulighed for en fleksibel tilpasning af reglerne.

2. Indførelse af begrebet “farlig hund”
Begrebet “farlig hund” indføres som en overordnet betegnelse for hunde med aggressiv eller utilregnelig adfærd, mens begrebet “bidsk” videreføres som en underkategori. For at sikre en ensartet og fagligt funderet administration henlægges vurderingen af farlighed til veterinærmyndigheden.

3. Ophævelse af kommunale hunde- og kattevedtægter
Som et centralt element i moderniseringen ophæves den hidtidige bekendtgørelse om kommunale hunde- og kattevedtægter. Ophævelsen er nødvendig som led i overgangen til den nye rammelovsstruktur, hvor den tidligere kommunale tilladelsespraksis erstattes af en national ordning baseret på ensartede, objektive pligter for ejeren. Herved undgås overlap mellem det tidligere og det nye regelsæt, og der sikres en sammenhængende implementering i hele landet.

4. Nye krav til kattehold
Mens de eksisterende krav om ID-mærkning og registrering videreføres for hunde, indføres disse nu som nye, obligatoriske krav for kattehold. Dette skal sikre samme sporbarhed og veterinære beredskab for katte som for hunde. Samtidig etableres hjemmel til en samlet vaccinationsbekendtgørelse, der dækker begge arter.

5. Præcisering af finansiering og myndighedsstruktur
Lovforslaget tydeliggør ansvarsfordelingen mellem veterinærmyndigheden og kommunalbestyrelserne. Det præciseres herunder, at Landskassens finansiering af vaccination af slædehunde og fårehunde omfatter samtlige udgifter til programmets drift, herunder indkøb, distribution og forsendelse.