Høring over udkast til anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om ændring af lov om MitID og NemLog-in
Digitaliseringsstyrelsen i Danmark skal hermed anmode om eventuelle bemærkninger til vedlagte udkast til anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om ændring af lov om MitID og NemLog-in (herefter ændrings-anordningen). Ændringsanordningen udstedes med hjemmel i § 3 i lov nr. 1559 af 12. december 2023 om ændring af lov om MitID og NemLog-in.
Udkastet til ændringsanordning har til formål at sætte bestemmelserne i lov om ændring af lov om MitID og NemLog-in i kraft i Grønland. I udkastet til ændringsanordning er der foretaget én ændring i forhold til lov om ændring af lov om MitID og NemLog-in. Det er i forslagets § 1, nr. 6, præciseret, at det er Digitaliseringsstyrelsen i Danmark, der henvises til i bestemmelsen. Denne præcisering er fundet nødvendig som følge af, at der både i Danmark og i Grønland er en styrelse, der benævnes Digitaliseringsstyrelsen.
Frist og kontaktmulighed
Digitaliseringsstyrelsen i Danmark skal anmode om at modtage eventuelle bemærkninger senest fredag den 13. december 2024.
Eventuelle bemærkningerne bedes sendt til anihjo@digst.dk og KMDS-sekretariat@digst.dk.
Vedlagt ses fortegnelse over hørte myndigheder og organisationer mv.
Høringssvarene vil ved fremsættelsen af ændringsanordningen blive offentliggjort på www.hoeringsportalen.dk
Med venlig hilsen
Anna Ida Hallgaard Jonsson
Specialkonsulent
Kontor for MitID Erhverv og digitale serviceområder