Gå til sidens indhold

Høring af "Forslag til: Selvstyrets bekendtgørelse om hædersydelser” og ”Forslag til: Selvstyrets bekendtgørelse om Grønlands Kunstfond”.

Høringstype:Selvstyrets bekendtgørelse
Offentliggjort:15-11-2023 13:33
Høringsfrist:15-12-2023 00:00
Departement:Departement for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke
Høringssvar sendes til::IKIN@nanoq.gl
Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke fremsender hermed ”Forslag til: Selvstyrets bekendtgørelse om hædersydelser” og ”Forslag til: Selvstyrets bekendtgørelse om Grønlands Kunstfond” i offentlig høring. Høringsmaterialet er derudover tilgængeligt på høringsportalen på www.naalakkersuisut.gl.

Eventuelle bemærkninger til høringsmaterialet bedes være Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke i hænde senest d. 15. december 2023. Bemærkningerne bedes fremsendt pr. e-mail til ikin@nanoq.gl eller pr. brev til:

Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke
Postbox 1029
3900 Nuuk

Forslagets baggrund:
Baggrunden for udarbejdelsen af forslaget om hædersydelser er, at Inatsisartutlov nr. 33 af 13. juni 2023 om ændring af Inatsisartutlov om kunstnerisk virksomhed (herefter benævnt ændringsloven) blev vedtaget under FM2023 og trådte i kraft d. 1. juli 2023. Ændringsloven indfører bl.a. hædersydelser til kunstnere:

”§ 8 a. Naalakkersuisut yder hædersydelser til skabende kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at de har placeret sig afgørende som kunstnere.
Stk. 2. Hædersydelser tildeles alene på grundlag af en vurdering af kvaliteten af den kunstneriske produktion.
Stk. 3. Der kan tildeles 4 hædersydelser, som tildeles for en 10-årig periode. Når en hædersydelse bliver ledig, tildeles den på ny for en 10-årig periode.
Stk. 4. Naalakkersuisut fastsætter regler om hædersydelser, herunder kriterier og fordeling imellem de nævnte kunstområder i § 1, stk. 1.

§ 8 b. Grundbeløbet for en hædersydelse er 250.000 kr. pr. år.
Stk. 2. Grundbeløbet reguleres for hvert finansår med satstilpasningsprocenten efter reglerne i Inatsisartutlov om en satstilpasningsprocent og om aktuel indkomst.
Stk. 3. Hædersydelser er indtægtsregulerede.
Stk. 4. Naalakkersuisut fastsætter regler om indtægtsreguleringen af hædersydelser.”

”Forslag til: Selvstyrets bekendtgørelse om hædersydelser” (herefter benævnt forslag om hædersydelser) er udarbejdet med hjemmel i § 8 a, stk. 4 og § 8 b, stk. 4 i ændringsloven, hvilket vil sige, at det både indeholder bestemmelser om kriterier for tildeling af hædersydelser samt om indtægtsreguleringen af hædersydelserne.

Forud for 2. behandlingen af ændringsloven på FM2023 afgav Udvalget for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke (herefter benævnt udvalget) deres betænkning. Til brug for udvalgets behandling havde udvalget anmodet Naalakkersuisoq om at besvare en række spørgsmål vedrørende ændringsloven. Spørgsmålene vedrørte hædersydelserne og dets implementering i praksis - både hvad angår vurderingen af den kunstneriske produktion, fordelingen af kunstområderne og indtægtsreguleringen. Betænkningen med Naalakkersuisoqs besvarelse kan læses her: https://nalunaarutit.gl//media/lovfiler/2023/forarbejder/ina_33/ina_33_2023_betaenkn_da.pdf. Forslaget om hædersydelser er udarbejdet med respekt for Naalakkersuisoqs besvarelse samt udvalgets bemærkninger i sin helhed.

Indtægtsreguleringen:
Ved udarbejdelsen af ændringsloven blev selve implementeringen af loven også overvejet. Naalakkersuisoq tilkendegav i sit svar til udvalget, hvilke overvejelser Naalakkersuisut havde i forhold til implementering af ændringsloven, herunder et eksempel på en model for indtægtsreguleringen. Udvalget havde i deres betænkning ikke bemærkninger til Naalakkersuisoqs overvejelser. Derfor er eksemplet på indtægtsreguleringen i Naalakkersuisoqs besvarelse indarbejdet i forslaget om hædersydelser.

Den model for indtægtsregulering, som er fastsat i forslaget om hædersydelsers § 3, stk. 2 til 4, kan eksemplificeres ved følgende regnestykker:

Maksimumydelse: Såfremt en kunstner har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst udover hædersydelsen på 226.000 kr. årligt eller derunder modtager kunstneren 250.000 kr.

Mellemydelse: Såfremt en kunstner har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst udover hædersydelsen på mere end 226.000 kr. modtager kunstneren et beløb, der svarer til det fulde beløb fratrukket 75 % af det overstigende beløb.

Er den gennemsnitlige skattepligtige indkomst eksempelvis 300.000 kr., er det overstigende beløb 74.000 kr. Kunstneren vil da modtage 250.000 kr. fratrukket 75 procent af 74.000 kr. (dvs. 55.500 kr.), hvilket således bliver 194.500 kr. til udbetaling.

Er den gennemsnitlige skattepligtige indkomst 360.000 kr., er det overstigende beløb 134.000 kr. Kunstneren vil da modtage 250.000 kr. fratrukket 75 procent af 134.000 kr. (dvs. 100.500 kr.), hvilket således bliver 149.500 kr. til udbetaling.

Minimumsydelse: Såfremt en kunstner har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst udover hædersydelsen på mere end 434.000 kr. modtager kunstneren minimumsydelse på 19.000 kr.

Kunstnerens skattepligtige indkomst beregnes ikke af Grønlands kunstfond, men beregnes af Skattestyrelsen i henhold til de skatteretlige regler og fremgår af den enkeltes årsopgørelse.

Med hensyn til fastsættelse af indkomstgrænserne har departementet forsøgt at få klarlagt, hvad en kunstners årlige gennemsnitlige skattepligtige indkomst er. Departementet har forespurgt kunstnernes foreninger EPI og KIMIK, som ikke har besvaret departementets henvendelse. Naalakkersuisut har ikke en specifik opgørelse over skatteindtægter fra kunstnerisk virksomhed. Skattestyrelsen registrerer personskatter ud fra personnummer, arbejdsgiver m.v., men har ikke nogen registrering af, hvilken funktion den enkeltes indkomst stammer fra.

Departementet har vurderet, at det ikke er muligt at beregne indkomstgrænser til brug for forslaget om hædersydelser, da der ikke er det fornødne datagrundlag til rådighed for en sådan beregning. Derfor har departementet ved fastlæggelse af indkomstgrænserne for indtægtsreguleringen af hædersydelserne benyttet de indkomstgrænser, der anvendes for hædersydelser ydet af Statens Kunstfond.

”Forslag til: Selvstyrets bekendtgørelse om Grønlands Kunstfond”:
”Forslag til: Selvstyrets bekendtgørelse om Grønlands Kunstfond” er udarbejdet som en konsekvens af, at det er Grønlands Kunstfond, som skal administrere og træffe afgørelse om hædersydelsen.

Udvalget tilkendegav i sin betænkning, at de støttede op om at administrationen placeres i armslængde fra det politiske system hos Grønlands Kunstfond.

Formålet med hædersydelserne er, at det alene skal være en kunstfaglig vurdering, der ligger til grund for tildelingen af hædersydelsen. Derfor skal hædersydelsen administreres efter samme procedure som ved tilskud til kunstprojekter og arbejdslegater. Proceduren er, at det er de sagkyndige, som indstiller til bestyrelsen, hvem der skal tildeles en hædersydelse. Den eneste undtagelse ved proceduren for hædersydelser er, at i modsætning til kunsttilskud og arbejdslegater skal der ikke ansøges om hædersydelsen.

Dette har således medført, at der skal indarbejdes bestemmelser herom i den bekendtgørelse, der regulerer Grønlands Kunstfond, da administrationen af hædersydelserne skal fremgå af bekendtgørelsens lovbundne opgaver, samt proceduren skal skrives ind i bekendtgørelsen. Dette har medført, at den gældende bekendtgørelse, dvs. bekendtgørelse nr. 43 af 13. august 2021 om Grønlands Kunstfond, derfor foreslås erstattet af en ny bekendtgørelse. Ændringerne i forhold til den gældende bekendtgørelse er skrevet med ”Track Changes” i det vedlagte forslag til Selvstyrets bekendtgørelse om Grønlands Kunstfond.

Forslagets hovedpunkter:
- Kunstfonden administrerer og træffer afgørelse om hædersydelser.
- Procedure for administrationen af hædersydelserne - de sagkyndige indstiller til bestyrelsen, hvem som skal tildeles hædersydelserne således, at samme procedure som med de andre kunsttilskud bliver fulgt, og at indstillingen er baseret på en kunstfaglig vurdering. Der skal dog ikke ansøges om at blive tildelt en hædersydelse, som man skal med kunsttilskud og arbejdslegater.
- Der er i forslaget oplistet de kriterier, som de sagkyndige og bestyrelsen skal tage udgangspunkt i ved vurderingen af tildeling af hædersydelser. Kriterierne er ikke udtømmende, hvorfor Kunstfonden kan fastsætte nærmere kriterier inden for de specifikke kunstområder.
- Der er i forslaget indarbejdet en model for Indtægtsreguleringen, der fastsætter tre indkomstgrænser, hvorfra grundbeløbet på 250.000 kr. bliver reguleret. Der er desuden fastsat en minimumsydelse, der kommer til udbetaling, uanset hvor høj kunstnerens indkomst er.