Gå til sidens indhold

Offentlig høring af VVM-redegørelse vedrørende udvidelse af Buksefjordsværket

Høringstype:Andet
Offentliggjort:06-07-2023 15:38
Høringsfrist:10-09-2023 00:00
Departement:Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Høringssvar sendes til::pan@nanoq.gl

Beskrivelse
Energibehovet i Nuuk har over en længere årrække været stadigt stigende (og vil vedblive med at stige fremadrettet) og er allerede i dag tæt på maksimalkapaciteten for den energi, der kan leveres fra Buksefjordsværket. Vandkraftforsyningen fra Buksefjorden har siden 2010 aftappet mere vand fra den nuværende reservoirsø, end den vandmængde som gennemsnitligt strømmer til søen på årsbasis. Dette understreger behovet for en udvidelse af Buksefjordsværket.

Udvidelsen af Buksefjordsværket omfatter etablering af en ny kraftstation ved det eksisterende kraftværk, der forbindes til samme transmissionslinje som den eksisterende kraftstation ved vandkraftværket.

Vandtilstrømningen til vandkraftværket udvides ved at udnytte søen Isortuarsuup Tasia (ISTA), der ligger ca. 16 km syd for den nuværende reservoirsø Kangerluarsunnguup Tasia (KANG) via etablering af en overføringstunnel mellem KANG og ISTA.

Udvidelsen af vandkraftværket indebærer tillige etablering af en række andre nødvendige bygningsværker samt nye arbejdsveje og kørespor frem til anlægsområderne. Der ændres ikke ved transmissionslinjen til Nuuk, men udvidelsen betyder, at transmissionslinjens designkapacitet på 100 MW udnyttes fuldt ud.

Projektet vedrørende udvidelse af Buksefjordsværket er VVM-pligtigt, jf. Selvstyrets bekendtgørelse nr. 5 af 27. marts 2013 om vurdering af visse anlægs virkninger på miljøet og betaling for miljøtilsyn. VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet.

Bygherre har derfor udarbejdet en VVM-redegørelse med henblik på at vurdere projektets potentielle miljøpåvirkninger i hhv. anlægs- og driftsfasen.

En realisering af projektet skal ses i lyset af Inatsisartutlov nr. 22 af 1. december 2021 om rammebetingelser for anlæg, finansiering og drift af vandkraftværker med tilhørende faciliteter til forsyning af Nuuk samt Qasigiannguit og Aasiaat.

Borgermøde
Bygherre afholder i overensstemmelse med Selvstyrets bekendtgørelse nr. 5 af 27. marts 2013 om vurdering af visse anlægs virkninger på miljøet og betaling for miljøtilsyn et borgermøde vedrørende VVM-redegørelsen, jf. § 9, stk. 2, nr. 2. Bygherre vil annoncere sted og tidspunkt for afholdelse af borgermødet i de lokale medier.

Høring
Alle med interesse i projektet opfordres til at afgive høringssvar. Modtagne høringssvar vil blive lagt ud på Naalakkersuisuts høringsportal.

Høringsmaterialet består af følgende:

- VVM-redegørelse vedr. udvidelse af Buksefjordsværket
- Bilag 1: Situationsplan
- Bilag 2: Oversigtsplan
- Bilag 3: Betonblandeanlæg
- Bilag 4: Stenknuseanlæg
- Bilag 5: Ordforklaringsliste

Høringsfristen er 10.09.2023.

Høringssvar skal sendes til Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, enten elektronisk til e-mailadresse pan@nanoq.gl eller pr. brev til postboks 1614, 3900 Nuuk.