Gå til sidens indhold

Landsdækkende børneafdeling på vej

Sendes af: Departement for Sundhed
Sana

Et enigt Inatsisartut har besluttet at afsætte 8,7 millioner årligt til et landsdækkende børneafsnit på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

”Det er virkelig glædeligt at vi kan skabe bedre forhold og højne behandlingen for børnene. Med den nye børneafdeling gives der mulighed for at skabe rammer med plads til det enkelte barn”, siger Mimi Karlsen, Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed.

Børneafsnittet vil give højere udrednings- og behandlingsstandard, og der vil være bedre mulighed for at imødekomme børnenes særlige behov i forhold til udredning, behandling og pleje.

Det bliver samtidig muligt i højere grad at rekruttere personale med pædiatrisk erfaring og særlig interesse for udvikling og uddannelse på børneområde.

Lige nu bliver børn fra hele landet indlagt sammen med voksne patienter, hvor et antal senge er prioriteret til børnene og deres forældre. Med det nye børneafsnit vil sundhedspersonalet bedre kunne fokusere på det enkelte barn samt familien i et selvstændigt afsnit.

Det landsdækkende børneafsnit vil have otte sengepladser, og børneafsnittet vil også kunne understøtte behandlingen af børn med hud-sygdomme, da der tilføres flere personalemæssige ressourcer til området.

For nærmere information kontakt ministersekretær Frederik Kristiansen på e-mail: frek@nanoq.gl eller tlf.: +299 345000