Gå til sidens indhold

Veloverstået og velbesøgt konference om grøn skibsfart – The Green Future of Maritime Operations

Sendes af: Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø

Naalakkersuisut har i samarbejde med Nordic Energy Research og Kommuneqarfik Sermersooq afholdt konferencen ”The Green Future of Maritime Operations” den 4.-6. oktober 2022. På konferencen drøftede beslutningstagere og førende eksperter fremtidens grønne skibsfart.

Konferencen ”The Green Future of Maritime Operations” blev en succes med stor opbakning og tilslutning fra ind- og udland. Tre konferencedage med spændende og indsigtsfulde oplæg, paneldebatter og break out-sessioner satte rammen for, at fremtidens grønne skibsfart blev drøftet blandt aktører i Grønland og internationalt. Konferencen indeholdt også besøg ved både Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat og Royal Arctic Lines containerterminal.

    Med konferencen har Naalakkersuisut sendt et budskab til resten af verden om, at Grønland udgør en perfekt ramme til at igangsætte grøn sejlads, og at løsninger kan afprøves i fuld skala her i Grønland.

    Overgangen til grøn sejlads vil tage tid. Det har derfor været vigtigt for Naalakkersuisut, at vi allerede nu igangsætter diskussionerne og planlægningen, og at vi hurtigt får et overblik over de forhindringer for omstillingen, som vi kommer til at møde på vejen. Konferencen har bidraget til ny viden, eksponering af mulighederne her i landet samt håb for fremtidens grønne sejlads
    ”, udtaler Naalakkersuisoq for Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund.

Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø vil gerne takke Nordic Energy Research og Kommuneqarfik Sermersooq for et godt samarbejde i forbindelse med afholdelsen af konferencen. Derudover vil Naalakkersuisut sige en stor tak til alle deltagende aktører for bidrag, inputs og vidensdeling.

Billeder fra konferencen kan downloades her (4,3 MB).

Oplæg fra konferencen kan downloades her (78,1 MB).

Kontakt
For yderligere oplysninger kontakt departementschef i Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Natuk Lund Olsen på tlf.: 34 54 12 eller pan@nanoq.gl.