Et endeligt farvel til engangsplastprodukter såsom sugerør, vatpinde og engangsservice
Sendes af: Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Naalakkersuisut har vedtaget at forbyde en række engangsplastprodukter. Det betyder, at vi inden årets udgang vinker endeligt farvel til de miljøskadelige produkter.
En netop vedtaget bekendtgørelse har til formål at nedbringe vores forbrug af plastik. Med bekendtgørelsens ikrafttrædelse den 1. november 2022, forbydes tynde plastbæreposer uden hank og en række engangsplastprodukter, heriblandt sugerør, vatpinde og engangsservice.
Plastik i naturen har negative konsekvenser for miljø og sundhed. Engangsplastprodukterne, som nu forbydes, er noget af det, som ender i vores havmiljø og langs vores kyster. Plastikbekendtgørelsen skal bidrage til, at produkterne ikke længere er en kilde til forurening, udtaler Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund.
Samarbejde for at reducere forbruget af plast
Siden offentliggørelsen af plastikindsatsplanen har der været en tæt dialog Naalakkersuisut og erhvervslivet imellem. Det løbende samarbejde har været vigtigt for Naalakkersuisut for at sikre, at vi i fællesskab – og på tværs af brancher – sætter ind mod den stigende plastproblematik.
Den nye bekendtgørelse er en af de konkrete indsatspunkter, som Naalakkersuisut fremlagde i sin plastikindsatsplan sidste år. Det har været meget glædeligt at opleve, at der er et øget fokus på plastproblematikken blandt borgerne, detailhandlen og restaurationsbranchen, afslutter Naalakkersuisoq Kalistat Lund.
Flere undersøgelser og indsatser er igangsat
Naalakkersuisut gennemfører en række andre indsatser, som skal bidrage til at reducere forbruget af plast. Naalakkersuisut er blandt andet i gang med at undersøge alternativer til det nuværende natrenovationsposesystem, forsøge at begrænse forureningen med mikroplast fra kunstgræsbaner og forbedre bortskaffelsesmulighederne af plast fra fiskerierhvervet.
Den nye plastikbekendtgørelse kan læses her.
Retningslinjer vedrørende Selvstyrets bekendtgørelse om brug af bæreposer af plast og engangsplastprodukter kan læses her.
For yderligere oplysninger kontakt departementschef i Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Mette Skarregaard Pedersen på tlf.: 346476/529844 eller e-mail: mesp@nanoq.gl eller pan@nanoq.gl.