Grønland og UK påbegynder forhandlinger om en frihandelsaftale
Sendes af: Departement for Udenrigsanliggender, Erhverv og HandelEfter et møde torsdag den 27. januar mellem den britiske ambassade i København og Formanden for Naalakkersuisut Muté Bourup Egede kan det oplyses, at de bilaterale forhandlinger om en frihandelsaftale i mellem UK og Grønland nu kan påbegyndes.
Den bilaterale frihandelsaftale mellem UK og Grønland vil blive Grønlands første handelsaftale. Frihandelsaftalen har til formål at genoprette sammenlignelige bilaterale handelsrammer mellem de to lande der gik tabt, da UK forlod EU. UK er Grønlands vigtigste marked for kogte og pillede rejer og ligeledes et vigtigt marked for torskefilet, samt andre fiskeprodukter.
Formålet for frihandelsaftalen er at reducere eller fjerne UK’s toldafgifter på grønlandske fisk- og skaldyrsprodukter, når produkterne bringes ind i UK. Med UK som et vigtigt marked for Grønland er det vigtigt at genoprette de gode handelsrelationer mellem vore to lande.
Formanden for Naalakkersuisut Mute Bourup Egede siger:
”Handelen mellem UK og Grønland har skabt indtægtsstrømme og arbejdspladser i begge lande. Vi er derfor glade for at kunne arbejde på at sikre, at de handelsøkonomiske relationer kan fortsætte.
En ny frihandelsaftale mellem vore lande vil gavne vores industri og være et springbræt for at udvikle vores bilaterale forhold til gavn for begge lande. Vi ser meget frem til forhandlingerne, og til at udforske de potentialer og muligheder, som et direkte forhold mellem os kan lede til.”
Kontakt: Jens Heinrich: jehe@ghsdk.dk, Mobil: +45 31166614