Gå til sidens indhold

Prækvalifikation til udbuddet af Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua åbner den 24. november 2026

Sendes af: Departementet for Miljø, Natur, Energi og Forskning
”Siden jeg tiltrådte som Naalakkersuisoq for Energi har jeg set meget frem til at åbne for prækvalifikationen til dette projekt. Projektet har stor betydning for Grønland og jeg håber, at det kan være med til at begynde en rejse, hvor vi får omsat vores enorme vandkraftpotentialer til at skabe udvikling og økonomisk vækst i landet.

Projektet har været længe undervejs. Jeg ved, at der er mange som venter på at få det omsat til reelle aktiviteter i samfundet. Det glæder mig derfor, at vi nu er klar til at åbne for prækvalifikationen.”
udtaler Naalakkersuisoq for Miljø, Natur, Energi og Forskning, Jørgen ”Juulut” Rosbach.

I løbet af 2027 udvælges de selskaber, der har den tekniske og økonomiske kapacitet til at gennemføre vandkraftprojektet. Disse selskaber får mulighed for at deltage i den endelige konkurrence.

Naalakkersuisut besluttede i december 2025 en government take-model for projektet. Government take-modellen vil udelukkende gælde for vandkraftværkerne og ikke aftagerindustrien.

Government take-modellen vil udover det eksisterende skattesystem, bestå af to elementer:
• en ressourcerente pr. produceret energienhed
• medejerskab gennem præferenceaktier uden kapitalindskud

Begge elementer vil indgå som et konkurrenceparameter i selve udbuddet.

I forbindelse med åbning for prækvalifikation, har Naalakkersuisut fastlagt rammerne for de konkurrenceparametre, der forventes at skulle indgå i det kommende udbud samt vægtningen herimellem. Konkurrenceparametrene er blandt andet et resultat af borgermøder, som Naalakkersuisoq for Miljø, Natur, Energi og Forskning afholdte i foråret 2026 samt dialog med Qeqqata Kommunia.

Tilbuddene vil blive evalueret ud fra følgende konkurrenceparametre, der vil være nærmere beskrevet i det endelige udbudsmateriale, der offentliggøres senere:

1) Økonomisk indtjening til Grønlands Selvstyre gennem government take-modellen, som fokuserer på en fremtidig indtægt til Grønlands Selvstyre.

2) Placering af aftagerindustri nær beboede områder og vækst af lokal økonomi, og med fokus på fremtidig beskæftigelse af borgere med mulighed for daglig pendling og opretholdelse af dagligdagen i lokalsamfundet.

3) Projektets gennemførlighed, herunder robustheden i det eller de løsningsforslag, der præsenteres under konkurrencen

Nærmere information om selve prækvalifikationsmaterialet herunder kvalifikationskrav, ansøgningsfrist mv. følger.

For yderligere oplysninger, kontakt pan@nanoq.gl.