
Rita Lyberth Jensen tiltræder som ny styrelseschef i Skattestyrelsen.
Rita Lyberth Jensen kommer fra en stilling som chefkonsulent i Den Centrale Regnskabsafdeling og var fra 2013 til 2023 afdelingschef i Skattestyrelsen.
»Jeg er glad for, at Rita Lyberth Jensen skal stå i spidsen for Skattestyrelsen. Hun har et indgående kendskab til skatteområdet og mange års erfaring med offentlig ledelse, økonomistyring og digitalisering. Det giver et godt grundlag for at videreudvikle styrelsen. Jeg glæder mig til samarbejdet,« siger Naalakkersuisoq for Finanser, Aqqaluaq B. Egede.
Rita Lyberth Jensen har arbejdet i den offentlige administration siden 1996. Som afdelingschef i Skattestyrelsen havde hun blandt andet ansvar for økonomi, regnskab, skatter og afgifter. Hun har desuden tidligere været kontorchef i Den Centrale Regnskabsafdeling.
Hun har også betydelig erfaring med digitalisering. Hun har blandt andet været projektleder for udviklingen af et nyt arbejdsgiverregister og digitale løsninger til arbejdsgivernes indberetninger.
Sikker drift og fortsat udvikling
I sit ledelsesarbejde lægger Rita Lyberth Jensen vægt på tydelige rammer, ansvar og dialog. Medarbejdernes kompetencer og faglige udvikling står centralt i hendes tilgang til ledelse.
»Borgere og virksomheder skal kunne have tillid til en korrekt og ordentlig behandling i Skattestyrelsen. Det kræver både en sikker daglig drift og en fortsat udvikling af styrelsens arbejde. Jeg lægger vægt på, at det sker i tæt samarbejde med medarbejderne. Deres faglighed og erfaring er afgørende for, at vi kan løse opgaverne godt,« siger Aqqaluaq B. Egede.
Tiltrædelse sker snarest.
Yderligere oplysninger: Departementschef Nikolai Sten Christensen, nsch@nanoq.gl og tlf 34 66 75.