Naalakkersuisut fortsætter arbejdet med udvikling af fremtidens fiskeriuddannelser
Sendes af: Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke
Naalakkersuisut fortsætter arbejdet med at styrke og udvikle fremtidens fiskeriuddannelser i Grønland. Målet er at skabe uddannelsesmuligheder, der tager udgangspunkt i de kompetencer, som fremtidens fiskere har behov for og som samtidig understøtter udviklingen af et sikkert, professionelt og bæredygtigt fiskerierhverv.
Arbejdet er en opfølgning på den proces, Naalakkersuisut igangsatte tidligere på året, hvor den første brancheworkshop om fremtidens fiskeriuddannelser blev afholdt i Ilulissat. Her blev der sat fokus på erhvervets kompetencebehov, uddannelsernes indhold og behovet for en tættere sammenhæng mellem uddannelse og fiskerierhverv.
Som led i det videre arbejde blev der den 2. oktober 2026 afholdt en ny workshop i Nuuk med lidt over 30 deltagere fra fiskerierhvervet, organisationer, uddannelsesområdet og andre relevante aktører.
Workshoppen havde fokus på, hvilke kompetencer en fremtidig fiskeriuddannelse skal føre til og hvordan uddannelserne kan opbygges, så de både imødekommer erhvervets behov og giver mulighed for videre uddannelse og udvikling.
Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke Nivi Olsen udtaler:
”Det er vigtigt for Naalakkersuisut, at der lægges vægt på betydningen af praktik og en tæt forbindelse mellem undervisningen og det faktiske arbejde i fiskerierhvervet. Samtidig er det afgørende for uddannelserne at få konkretiseret hvilke kompetencer der skal indgå i et fælles fagligt fundament og hvilke kompetencer der skal knyttes til mere specialiserede uddannelsesretninger, herunder kystnært fiskeri.”
Der arbejdes samtidig med, hvordan uddannelsessystemet kan rumme forskellige målgrupper. Det gælder både unge, der kommer direkte fra folkeskolen, personer med anden relevant uddannelse samt erfarne fiskere, der allerede har opbygget betydelige kompetencer gennem erhvervet.
Kompetencerne skal være udgangspunktet
Der er på nuværende tidspunkt ikke truffet beslutning om den endelige længde eller opbygning af de kommende fiskeriuddannelser. Naalakkersuisut Nivi Olsen tilføjer: ”Udgangspunktet for det videre arbejde er, at det først skal fastlægges, hvilke faglige kompetencer og praktiske erfaringer en færdiguddannet fisker skal have. Derefter kan der tages stilling til, hvordan uddannelsen bedst opbygges og hvor lang tid de enkelte forløb skal vare.”
Den af Naalakkersuisut nedsatte arbejdsgruppe fortsætter arbejdet med fiskeriuddannelserne hen over efteråret og vinteren 2026.
For yderligere oplysninger: Afdelingschef Trine Egede, Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Tlf: +299 34 50 00, E-mail: treg@nanoq.gl