Gå til sidens indhold

Suila-tapit: Naalakkersuisut eftergiver tilbagebetalingskrav

Sendes af: Departementet for Finanser

Borgerne skal ikke betale Suila-tapit tilbage for 2025.

Naalakkersuisut forstår den frustration og usikkerhed, som mange borgere har oplevet i forbindelse med Suila-tapit. Derfor har Naalakkersuisut i går ansøgt Finans- og Skatteudvalget om godkendelse til, at afskrive og eftergive det skyldige beløb. 

  • Som borger skal man kunne stole på oplysninger fra det offentlige. Det har ikke været tilfældet her og det beklager vi. Nogle borgere har fået udbetalt for meget uden selv at have gjort noget forkert og det ansvar ligger ikke hos den enkelte borger, siger Aqqaluaq B. Egede, Naalakkersuisoq for Finanser.

Naalakkersuisut har derfor ansøgt Finans- og Skatteudvalget om at eftergive kravene, fordi fejlene i vidt omfang skyldes Selvstyrets IT-system og ikke borgernes egne handlinger. 

De borgere der allerede har tilbagebetalt for meget udbetalt Suila-tapit vil få deres penge retur.  

  • Naalakkersuisut tager sagen meget alvorligt. Vi skal lære af fejlene. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men vi kan tage ansvar og sikre, at borgerne ikke skal betale for de fejl, der er begået i systemet. Det er det vi gør nu, siger Aqqaluaq B. Egede.

Skattestyrelsen vil informere om, hvordan eftergivelsen bliver gennemført i praksis, og om borgerne skal foretage sig noget.

For yderligere informationer, kontakt ministersekretær 54 59 21.