Gå til sidens indhold

Ansøgningsprocessen for nye døgninstitutioner i bero

Sendes af: Departementet for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling
Socialstyrelsen / Naalakkersuisut for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling har besluttet, at der indtil videre ikke igangsættes nye ansøgningsforløb om oprettelse af døgninstitutioner for børn.

Socialstyrelsen / Naalakkersuisut har gennemført en samlet opgørelse af kapaciteten på døgninstitutionsområdet for børn. Opgørelsen viser, at de pladser, der i dag er godkendte og i drift, dækker det aktuelle behov for anbringelsespladser. På baggrund af en samlet vurdering af den nuværende døgnpladskapacitet og det aktuelt dokumenterede behov vurderer Naalakkersuisut, at der på nuværende tidspunkt ikke er behov for yderligere døgninstitutioner. Ansøgningsprocessen for oprettelse af nye døgninstitutioner sættes derfor i bero indtil videre.

Naalakkersuisut har efter § 33, stk. 1, i Inatsisartutlov om støtte til børn det overordnede ansvar for at sikre, at der er det nødvendige antal pladser på døgninstitutioner. Alle døgninstitutioner skal samtidig godkendes efter lovens § 34 og opfylde kravene i Selvstyrets bekendtgørelse om oprettelse og drift af døgninstitutioner for børn.

Beslutningen vedrører alene nye døgninstitutioner og har ingen betydning for allerede godkendte døgninstitutioner eller deres fortsatte drift. Allerede modtagne ansøgninger behandles efter de gældende regler.

Naalakkersuisut og Socialstyrelsen vil løbende følge udviklingen på området. Hvis der opstår et dokumenteret behov for yderligere kapacitet eller pladser til særlige målgrupper, vil beslutningen blive genovervejet. Dette vil også blive meddelt via pressen. Vi takker for den forsatte interesse og for de ansøgninger, vi modtager.”

Kontakt
For nærmere information kontakt Departementet på e-mail: MIIN@nanoq.gl.