Gå til sidens indhold

EU medfinansierer grønne energiløsninger og styrket forsyningssikkerhed

EU bidrager med 8 mio. euro, svarende til ca. 60 mio. kr., til hybride energiløsninger med solceller og batteribanker i en række af vores mindre bosteder. Støtten er en del af det styrkede partnerskab mellem Grønland og EU og bidrager til styrket forsyningssikkerhed og mere grøn energi i de mindre bosteder.

Sendes af: Departementet for Miljø, Natur, Energi og Forskning

Sammen med Nukissiorfiits egen investering på 98,7 mio. kr. udgør den samlede investering 158,7 mio. kr. EU’s bidrag har stor betydning, da Nukissiorfiit står over for et omfattende behov for renovering og vedligeholdelse af den eksisterende forsyningsinfrastruktur, mens selskabets økonomiske råderum er presset.

EU’s støtte gør det derfor muligt at prioritere en større udbredelse af hybride løsninger i de mindre bosteder. Hybride løsninger er en kombination af solceller og batteribanker, der til sammen styrker forsyningssikkerheden, da batteribanken udjævner presset på dieselgeneratoren, mens solcellerne bidrager med grøn strøm, når der er solenergi til det. Som en del af aftalen kommer de hybride løsninger fra europæiske virksomheder.

Jørgen Rosbach Naalakkersuisoq for Miljø, Natur, Energi og Forskning udtaler:

”Jeg er meget glad for, at EU støtter op om vores arbejde for en mere robust og vedvarende energiforsyning. EU’s støtte gør det muligt for os at gennemføre en investering, som Nukissiorfiit ikke kunne løfte alene. Det styrker vores forsyningssikkerhed og hjælper os med at blive mindre afhængige af importeret olie.”

Forsyningssikkerheden er en vigtig prioritet for Naalakkersuisut. I mange mindre bosteder er energiforsyningen i dag afhængig af diesel, som skal importeres og transporteres over store afstande.

Ved at kombinere den eksisterende forsyning med solceller og batteribanker kan en større del af energien produceres lokalt. Det gør os mindre afhængige af importerede brændstoffer og gør energiforsyningen mindre sårbar over for globale prisudsving, forsyningsforstyrrelser og geopolitiske udviklinger.

Investeringen bidrager samtidig til at reducere forbruget af fossile brændstoffer og dermed vores CO₂-udledning. Som et arktisk land oplever vi konsekvenserne af de globale klimaforandringer tæt på, og Grønland ønsker også at tage ansvar og bidrage til den internationale indsats for at begrænse den globale opvarmning.

”For os handler den grønne omstilling både om klima og om at skabe et mere robust energisystem. Hvis vi kan producere mere vedvarende energi lokalt, reducerer vi vores CO₂-udledning, samtidig med at vi bliver mere selvforsynende og mindre sårbare over for globale markeder uden for Grønland.” fortæller Naalakkersuisoq Jørgen Rosbach.

For yderligere informationer, kontakt Departement for Miljø, Natur, Energi og Forskning på pan@nanoq.gl