Gå til sidens indhold

Yellow September sætter fokus på selvmordsforebyggelse

Sendes af: Departementet for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling

Igen i år markeres Yellow September og den internationale Selvmordsforebyggelsesdag den 10. september. I år er der særligt fokus på uddannelsesinstitutionerne, hvor der sættes fokus på selvmordsforebyggelse og synliggøres, hvor man kan søge hjælp og støtte.

Yellow September er en årlig begivenhed, der skal bidrage til større åbenhed om et emne, som fortsat kan være svært at tale om. Formålet er at skabe rum for samtaler om svære tanker og følelser og samtidig gøre det lettere at række ud efter hjælp.

I forbindelse med årets Yellow September udgives en ny forebyggelsessang med Nanook, Jens Kleist og Andachan. Sangen er produceret med støtte fra Paarisa og fagligt kvalitetssikret af specialkonsulent Arnârak Patricia Bloch fra Statens Institut for Folkesundhed. Sangen skal bidrage til at sætte fokus på svære tanker og vigtigheden af at række ud og tale med andre.

Samtidig offentliggøres et nyt statusnotat for 2025/2026 om implementeringen af Qamani – Strategi for forebyggelse af selvmord 2023-2028. Statusnotatet giver et overblik over arbejdet med at omsætte strategiens mål og indsatser til konkrete initiativer og kan findes på følgende link: https://paarisa.gl/nyheder/2026/09/1009_qamani?sc_lang=da

“Det er vigtigt, at vi skaber et samfund, hvor det er muligt at tale åbent om det at have det svært, og hvor man ved, hvor man kan få hjælp. Med disse initiativer ønsker vi at bidrage til større åbenhed og vise de muligheder, der findes for at få støtte. Samtidig er det vigtigt, at vi følger udviklingen i arbejdet med Qamani og løbende synliggør, hvordan strategien bliver omsat til handling.” – siger Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling Mariane Paviasen Jensen.

I år har 19 aktører søgt om midler fra Paarisas 10. september/Yellow September-pulje, hvilket gør det muligt at gennemføre forskellige arrangementer og initiativer rundt om i landet.

Kontakt
For nærmere information kontakt ministersekretær Paarna Deemand Christiansen på e-mail: padc@nanoq.gl eller tlf: +299 24 79 51.