Fælles pressemeddelelse fra miljøminister Maria Reumert Gjerding og naalakkersuisoq for Miljø, Natur, Energi og Forskning Jørgen Rosbach: Vi skal fortsætte det gode samarbejde
Sendes af: Departementet for Miljø, Natur, Energi og Forskning
I dag havde naalakkersuisoq for Miljø, Natur, Energi og Forskning Jørgen Rosbach og miljøminister Maria Reumert Gjerding deres første møde. Udover at hilse på hinanden, var formålet at drøfte Kongerigets formandskab for Arktisk Råd og samarbejdet vedrørende oprydning efter tidligere amerikansk militær tilstedeværelse. Ministrene udtrykker begge tilfredshed med den politiske aftale fra 2018 mellem Danmark og Grønland. Det er et vanskeligt arbejde under svære forhold, men ministrene er enige om, at det er et vigtigt og omfattende arbejde, som fortsat går i den rigtige retning.
Naalakkersuisoq for Miljø, Natur, Energi og Forskning Jørgen Rosbach siger:
”Styregruppen har etableret et tæt og konstruktivt samarbejde. Styregruppen leverer et grundigt og professionelt arbejde, og fremdriften i oprydningen tager længere tid end antaget på grund af opgavens betydelige kompleksitet. Mange af lokaliteterne ligger afsides, arbejdsperioderne er korte pga. vores lange vintre, samtidig med at der i oprydningsfasen også indgår både kommunale, kulturhistoriske og ejerskabsmæssige hensyn, som kræver omhyggelig koordinering. Oprydningsarbejdet skal ske forsvarligt og dette kræver mere tid end først antaget. Derfor glæder det mig at oprydningen vil fortsætte i de kommende år. Dette så vi i fællesskab sikrer en miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig oprydning på lokaliteterne.”
Miljøminister Maria Reumert Gjerding udtaler:
”I dag havde jeg fornøjelsen at have besøg af min grønlandske kollega, Jørgen Rosbach, Naalakkersuisoq for Miljø, Natur, Energi og Forskning i Grønland, som er en vigtig samarbejdspartner. Vi fik lejlighed til at drøfte Kongerigets formandskab for Arktisk Råd, den kommende Arctic Biodiversity Summit og samarbejdet om aftalen om oprydning efter tidligere amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland. Jørgen Rosbach og jeg er helt enige om, at det er vigtigt, at oprydningen sker forsvarligt, og at vi sammen fortsætter arbejdet i de kommende år.”
For yderligere oplysninger, venligst kontakt pan@nanoq.gl