Naalakkersuisut etablerer en ny Nationalpark i Vestgrønland i tæt samarbejde med Kommune Qeqertalik og Qeqqata Kommunia
Sendes af: Departementet for Miljø, Natur, Energi og Forskning
Naalakkersuisut har vedtaget bekendtgørelsen om etablering af Vestgrønlands Nationalpark, som træder i kraft den 1. juni 2026. Det er Grønlands første etablering af en nationalpark i mere end 50 år – og den første udviklet af Grønland selv. Nationalparken dækker et areal på 22.249,80 km² uden for bebyggede områder mellem Kangerlussuaq og Diskobugten i Vestgrønland og beliggende op imod og et stykke ind på indlandsisen.
Formålet er at bevare områdets natur og landskaber for kommende generationer og sikre borgernes fortsatte mulighed for traditionel brug af området, ligesom turismen kan udvikle sig til gavn for lokalsamfundene.
“Med etableringen af Vestgrønlands Nationalpark tager vi et vigtigt skridt for at beskytte de enestående naturværdier i Vestgrønland til gavn for både nuværende og kommende generationer. Det er en nationalpark skabt af Grønland selv, der sikrer, at borgerne fortsat kan bruge området, som de altid har gjort, mens vi samtidig skaber nye muligheder for lokal udvikling og bæredygtig turisme,” siger Naalakkersuisoq for Miljø, Natur, Energi og Forskning Jørgen Rosbach.
Området strækker sig fra indlandsisens gletsjere, over nyligt blotlagt land til mere modne kystlandskaber langs Vestgrønlands dybe fjordsystemer. Det varierede landskab giver en rig biodiversitet, der inkluderer flere sjældne og truede arter, samt en række arter, der har været genstand for lokal brug i århundreder. Borgernes adgang til at færdes, jage, fiske og plukke bær i området fortsætter. Kun i nogle få, afgrænsede delområder gælder tidsbestemte begrænsninger i kortere perioder for at beskytte sårbare arter som spættet sæl, Grønlandsk blisgås, fældende havænder og rensdyr under kælvningssæsonen.
”Siden kommunerne i 2020 fremsatte ønsket om en nationalpark, har forskere, lokale borgere, fangere og andre aktører bidraget med viden, indsigt og engagement, som direkte har formet parkens udstrækning og indhold. Det har været afgørende for os, at lokal viden ikke blot er blevet hørt, men også har haft reel indflydelse på det endelige resultat, så vi sikrer en nationalpark, der tager hensyn til den traditionelle brug af området nu og i fremtiden,” siger Borgmester i Kommune Qeqertalik Simigaq Heilmann.
Forberedelserne til etablering af nationalparken blev igangsat i 2020 af Kommune Qeqertalik, Qeqqata Kommunia og Wild Nature Foundation. Naalakkersuisut har med støtte fra EU’s Grøn Vækst-program sikret finansiering til størstedelen af arbejdet med nationalparken. Programmet støtter grønne initiativer i Grønland, herunder beskyttelse af biodiversitet og udvikling af bæredygtige erhverv.
Med støtten fra EU har Grønland kunnet løfte en ambitiøs indsats, hvor vi både beskytter naturen og skaber nye, bæredygtige muligheder for lokal udvikling – blandt andet inden for turisme. Nationalparken er et grønlandsk initiativ med tydeligt lokalt ejerskab, og samarbejdet med EU viser, hvordan internationale partnerskaber kan understøtte Grønlands egne prioriteringer og udviklingsmål.
Siden igangsættelsen er der gennemført en omfattende vidensindsamling, afholdt borgermøder i kommunerne i 2022, 2023 og 2025 samt afholdt en offentlig høring fra december 2025 til marts 2026. Høringssvarene har medført justeringer af bekendtgørelsen, inden den blev forelagt og vedtaget af Naalakkersuisut.
”For Qeqqata Kommunia har det været afgørende, at nationalparken både bidrager til at beskytte nogle af Grønlands mest enestående naturværdier og samtidig tager hensyn til den måde, området traditionelt er blevet brug til jagt og fiskeri gennem generationer. Vi ser nationalparken som en mulighed for at styrke lokal turismeudvikling på en måde, der er i overensstemmelse med lokale ønsker og værdier, og som kan skabe langsigtet værdi for lokalsamfundene,” siger Borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen.
Departementet og de to kommuner vil nu fortsætte det tætte samarbejde i styregruppen for nationalparken for at sikre, at den fremtidige forvaltning sker i overensstemmelse med nationalparkens formål til gavn for naturen, samt nuværende og kommende generationer.
Et af de første initiativer bliver at give nationalparken et grønlandsk navn, og borgerne vil i nær fremtid blive inviteret til at deltage i en navnekonkurrence – mere information følger.
Kontakt: Departementet for Miljø, Natur, Energi og Forskning, pan@nanoq.gl
Vestgrønland Nationalpark – kort fortalt
Fakta om Vestgrønland Nationalpark
Størrelse: 22.249,80 km²
Beliggenhed: Vestgrønland, mellem Kangerlussuaq og Diskobugten
Træder i kraft: 1. juni 2026
Initiativtagere: Kommune Qeqertalik, Qeqqata Kommunia og Wild Nature Foundation
Finansiering: EU Grøn Vækst
Nationalparkens tre hovedformål: Naturbeskyttelse, lokal brug og turisme i balance
Vestgrønland Nationalpark dækker et stort område mellem Kangerlussuaq og Diskobugten og er etableret for at:
- Sikre fortsat beskyttelse af biodiversitet, unikke landskaber, dyreliv, naturlige processer og kulturminder
- Bevare og understøtte lokal brug af området, herunder jagt, fiskeri, bærplukning og andre traditionelle aktiviteter
- Styrke mulighederne for bæredygtig turisme til gavn for lokale borgere, turismeoperatører og samfundsøkonomien
Et stort og sammenhængende naturområde
Nationalparken omfatter ca. 22.250 km² med fjorde, fjelde, vådområder, sletter og indlandsis. Området er rigt på biodiversitet og understøtter en række sjældne og truede arter.
Fortsat adgang til traditionelle aktiviteter
Nationalparken giver fortsat gode muligheder for traditionel brug – som fiskeri, fangst og indsamling af bær og planter – samtidig med, at naturen beskyttes og turismen udvikles bæredygtigt.
Fri adgang – kun få, tidsbestemte hensynsområder er undtaget
Der er som udgangspunkt fri adgang til at færdes i nationalparken. Kun i mindre, afgrænsede områder gælder der i kortere perioder særlige hensyn til dyrelivet, så langt størstedelen af parken er åben det meste af året (se kortet):
- Område A: ro i yngleområde for spættet sæl om sommeren – adgangsforbud fra 1. maj til 15. september.
- Område B: beskyttelse af rastende gæs i foråret – motoriseret færdsel, flyvning lavere end 500 m over havoverflade eller terræn samt flyvning med droner lavere end 100 m over havoverflade eller terræn forbudt 20. april til 20. maj.
- Område C: hensyn til fældende havænder i sensommeren – reduceret sejlhastighed 200 m fra kysten fra 15. juli til 30. september.
- Område D: beskyttelse af kælvende rensdyr i forsommeren – fra 20. maj til 20. juni er der kun adgang ad stier udlagt af kommunen.
Gode og ansvarlige naturoplevelser
Nationalparken giver mulighed for at opleve et typisk vestgrønlandsk landskab med rig arktisk biodiversitet og kulturminder, der repræsenterer flere tusind års brug af området. Besøgende opfordres til at færdes ansvarligt i området af hensyn til egen sikkerhed og beskyttelsesinteresser samt at udvise hensyn til den traditionelle brug. som stadig foregår i området.
Lokalt forankret tilsyn og fælles ansvar
Kommunerne indgår i styregruppen for Nationalparken og fører tilsyn i området – som en naturlig del af deres eksisterende opgaver. Styregruppen kan udarbejde en forvaltningsplan, som understøtter en balanceret udvikling med respekt for natur, brugere af området og lokal turismeudvikling.
Nyttige links:
- Bekendtgørelse (Lovsamlingens kundgørelser): https://nalunaarutit.gl/groenlandsk-lovgivning/2026/selvstyrets-bekendtgoerelse-nr-16-af-21_05_2026?sc_lang=da
- Baggrundsrapport: https://natur.gl/wp-content/uploads/2025/05/Baggrundsrapport-forud-for-etablering-af-nationalpark-i-Vestgroenland_20250520.pdf
- Konsekvensanalyse: https://naalakkersuisut.gl/-/media/horinger/2025/12/1712_nationalpark/dafinal-konsekvensanalyse-af-etablering-af-en-nationalpark-i-vestgrnland.pdf
