Gå til sidens indhold

Ny rapport om kvinder i fiskerisektoren

Sendes af: Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning
Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning offentliggør en ny rapport om kvinders deltagelse i fiskerisektoren.

Med rapporten ønsker departementet at kortlægge status for kvinders udbredelse i sektoren og skabe et oplyst grundlag for dialog om ligestilling i fiskeriet.

Ligestilling mellem kønnene er en grundlæggende menneskerettighed og en forudsætning for et retfærdigt og bæredygtigt samfund. Samtidig viser analyser, at lande og virksomheder, som formår at inkludere både kvinder og mænd fuldt ud i økonomiske aktiviteter, opnår højere produktivitet, innovation og vækst.

Rapporten dokumenterer, at kvinder allerede i dag arbejder i sektoren – blandt andet som fiskere i joller, som besætningsmedlemmer på trawlere, på fabrikkerne, som fiskerikontrollører og i administrative funktioner. Alligevel udgør kvinder fortsat en mindre andel af de beskæftigede i erhvervet.

Ifølge Inatsisartutlov om fiskeri af 23. maj 2024 er de grønlandske fiskeressourcer samfundets fælles ejendom. Når en så central naturressource i vid udstrækning udnyttes af ét køn, rejser det spørgsmål om lige adgang til og indflydelse på fælles værdier.

Med offentliggørelsen af rapporten sætter Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning derfor fokus på kvinders deltagelse i den grønlandske fiskerisektor – et erhverv, der historisk har været domineret af mænd.

Læs rapporten her

For nærmere information kontakt Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning apn@nanoq.gl