Gå til sidens indhold

A.P. Møller Fonden støtter udviklingen af et fælles praksis- og kompetencehus i Nuuk

Sendes af: Departementet for Sundhed og Personer med handicap

Foto: Peqqissaanermik Ilinniarfik

Et fælles og moderne praksis- og kompetencehus har i årevis været et højt prioriteret ønske for sundhedsuddannelserne og en anbefaling fra Sundhedskommissionen. Med støtte fra A.P. Møller Fonden på 60 millioner kroner bliver Praksishuset i Nuuk nu en realitet.

Praksishuset skal styrke rammerne for uddannelse, efteruddannelse og kompetenceudvikling inden for sundhedsområdet og dermed bidrage til, at flere kan optages på og gennemføre en sundhedsuddannelse.

”Uddannelse og rekruttering af det nødvendige sundhedspersonale er helt afgørende for et velfungerende sundhedsvæsen. I dag sætter antallet af praktikpladser en naturlig grænse for, hvor mange vi kan uddanne. Med A.P. Møller Fondens støtte til det nye praksis- og kompetencehus får vi meget bedre rammer, som gør det muligt at uddanne flere og dermed fremtidssikre bemandingen inden for en række sundhedsfag - både i sundhedsvæsenet og i kommunerne,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim.

”Praksishuset er et vigtigt led i udviklingen af tidssvarende og sammenhængende fysiske rammer for uddannelse og kompetenceudvikling. Projektet er et godt eksempel på, hvordan en privat fond kan understøtte samfundsvigtige investeringer og bidrage til at løfte kvaliteten i både uddannelses- og sundhedssektoren,” siger Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter, Aqqaluaq B. Egede.

Praksishuset bliver et moderne uddannelsessted på ca. 1.000 kvadratmeter for elever på sundhedsuddannelserne og for personale i sundhedsvæsenet og i kommunerne. Faciliteterne skal blandt andet understøtte simulationsbaseret undervisning, hvor deltagerne gennem praktiske øvelser og efterfølgende refleksion kobler teori og praksis i et trygt miljø.

Simulationsbaseret undervisning anvendes allerede i dag på sundhedsuddannelserne, bl.a. med udstyr støttet af A.P. Møller Fonden i 2024, og er kendt for at styrke samarbejde, kommunikation og faglige kompetencer. I praksishuset indrettes rummene som realistiske pleje- og behandlingsrum, hvor de studerende blandt andet kan træne håndtering af akutte situationer, eksempelvis et hjertestop i en traumestue, og efterfølgende evaluere forløbet sammen med deres underviser.

Det er hensigten, at praksishuset placeres i umiddelbar nærhed af landshospitalet Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvor Fonden tidligere har støttet opførelsen af lægeklinikken samt nyindretning af operationsgang og akutmodtagelse. Placeringen af praksishuset giver mulighed for, at bygningen i særlige situationer – eksempelvis ved større ulykker eller i beredskabssammenhænge – også kan indgå som en del af sundhedsvæsenets samlede kapacitet.

Byggeprogrammet for praksishuset er udarbejdet af arkitektfirmaet tnt nuuk i tæt samarbejde med repræsentanter fra Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Peqqissaanermik Ilinniarfik samt Institut for Sundhed og Natur ved Ilisimatusarfik.

Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter har stået for ansøgningen til A.P. Møller Fonden, og vil være bygherre, dvs. projektering, udbud og realisering af praksishuset. Praksishuset forventes opført i 2026–2027. Den endelige pris for projektet fastlægges først i forbindelse med udbuddet, når der er modtaget tilbud.

For yderligere information kontakt sygeplejefaglig direktør i Det Grønlandske Sundhedsvæsen Ella Skifte på e-mail: ella@peqqik.gl