Gå til sidens indhold

Berigtigelse af Disko Lines udtalelser vedrørende basale havneforhold

Sendes af: Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdisktrikter

Det fremgår af medierne at Disko Line har fremsendt en pressemeddelelse og udmeldt at Maliina Ittuk bliver taget ud af drift i Sydgrønland. I den forbindelse har Disko Line udtalt at ”basale havneforhold ikke kan sikres”. Det er vigtigt for Naalakkersuisut at understrege, at dette er decideret forkert.

Disko Line har valgt at investere i et særligt hybridskib, som efter lang ventetid og mange fejl i løbet af konstruktionsfasen, viser sig ikke at være tilpasset til de grønlandske havneforhold.

Disko Line har opereret i Grønland igennem mange år og Naalakkersuisut er derfor uforstående overfor hvordan selskabet ikke kan være bekendt med de eksisterende havneforhold. Det fremgår tydeligt af servicekontraktens pkt. 7.1, at det er de eksisterende havne, som stilles til rådighed for Disko Line. Servicekontrakterne er offentligt tilgængelige på kanat.gl.

Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter udtaler:

"Det kan ikke komme som en overraskelse, at havneforholdene er som de er. Vi ser hver dag, at Disko Line og andre virksomheder bruger havnene uden problemer. Selvstyret kan ikke give ét firma særret til strøm og liggeplads på bekostning af andre borgere og virksomheder.

Naalakkersuisut fastholder, at der skal være lige vilkår for alle i Grønlands offentlige havne."

Naalakkersuisoq imødeser den videre dialog gennem sit departement direkte med rederiet og ikke gennem pressen og forventer, at der også i fremtiden vil ske en tilfredsstillende opgaveløsning, som aftalt i kontrakten.


For yderligere information kontakt Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter på box909@nanoq.gl