Gå til sidens indhold

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning besøger chefen for Arktisk Kommando for at drøfte og takke for samarbejdet om Forsvarets styrkede tilstedeværelse i Grønland

Sendes af: Departementet for Udenrigsanliggender og Forskning

Naalakkersuisut og Forsvarsministeriet besluttede i starten af året at fortsætte Forsvarets øgede øvelsesaktivitet i og omkring Grønland. Øvelsesaktiviteterne vil finde sted i løbet af 2026 med deltagelse fra flere NATO-allierede. Den styrkede tilstedeværelse betyder travlhed hos Forsvarets medarbejdere, herunder hos Arktisk Kommando, som er ansvarlig for store dele af koordineringen og eksekveringen af øvelsesaktiviteterne.

Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt besøgte i dag chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, for at drøfte og takke for Forsvarets indsats.

”Grønland står i en usikker og udfordrende tid, og det er vigtigt for mig at takke Arktisk Kommando og deres medarbejdere for deres store indsats i Grønland. Forsvarets tilstedeværelse i Grønland har gennem tiden været et følsomt emne, og derfor er det vigtigt at fremhæve det gode og respektfulde samarbejde mellem Naalakkersuisut og Forsvaret, der særligt er blevet styrket de seneste år. Jeg vil især gerne takke ledelsen i Arktisk Kommando for de mange gode snakke om, hvordan vi bedst samarbejder om at styrke sikkerheden og trygheden for den grønlandske befolkning. Det er det, det hele handler om”, siger Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt.

Arktisk Kommando holder lørdag den 24. januar 2026 åbent skib i Nuuk under Kulturnatten, hvor der vil være mulighed for at møde Forsvarets medarbejdere og høre mere om deres opgaver. Man kan læse mere om arrangementet her.