Gå til sidens indhold

Naalakkersuisut udsender råd til husholdninger om kriseforberedelse

Sendes af: Departement for Natur og Miljø
Naalakkersuisut lancerer i dag brochuren ”Forberedt på kriser – klar dig i fem døgn” med enkle og praktiske råd til, hvordan husholdninger kan forberede sig på at kunne klare sig selv i op til fem døgn, hvis en krise opstår. Udarbejdelsen af brochuren blev igangsat forrige år på baggrund af en række længere- og kortvarige strømafbrydelser. Rådene er udarbejdet for at styrke trygheden i befolkningen og for at sikre, at samfundets samlede beredskab står endnu stærkere. Brochuren er et supplement til det eksisterende beredskab og skal ses som en hjælp til den enkelte – og som en styrkelse af fællesskabet.


”Forberedt på kriser – klar dig i fem døgn” er respons på strømafbrydelser
Rådene i brochuren ”Forberedt på kriser – klar dig i fem døgn” er udarbejdet for at styrke trygheden i befolkningen og for at sikre, at samfundets samlede beredskab står endnu stærkere. Brochuren handler således ikke om at imødekomme bekymringer i samfundet, men om rettidig omhu. Hvis befolkningen i videst muligt omfang kan tage vare på sig selv og deres nærmeste i en kortere periode, kan myndighederne fokusere indsatsen hvor behovene er størst – og hurtigere arbejde for at normalisere situationen.

Brochuren ”Forberedt på kriser – klar dig i fem døgn” er blevet til i et samarbejde mellem departementer, kommunerne, Grønlands Politi, Arktisk Kommando og med input fra selvstyrede virksomheder. Rådene er ligeledes drøftet i Grønlands Beredskabskommission.

”Publiceringen af brochuren med praktiske og enkle råd til husholdningerne er ikke et udtryk for, at vi forventer en krise. Vi har udarbejdet rådene for at tage ansvar, og brochuren er et udtryk for rettidig omhu. Forberedelse skaber ro, og når man kan klare sig selv og har overskud til at hjælpe andre i nogle dage, står man stærkere. Hvis vi efterlever rådene, vil vi stå stærkere som individer, og det vil vi også gøre som samfund. Befolkningen kan samtidig vide sig sikre på, at vores lands beredskab er klar, og at beredskabsopgaverne bliver løst af aktører med faglig viden, erfaring og kendskab til området – også når situationen er ekstraordinær. Vi har en effektiv krisehåndtering, klare ansvarsforhold og et meget stærkt samarbejde på tværs af sektorer og myndigheder”, udtaler Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug, Selvforsyning og Miljø, Peter Borg, og fortsætter:

”En af vores største styrker og kendetegn som samfund er, at vi er gode til at hjælpe hinanden, og at vi ved, at kriser kan komme helt uventet. Vi har tradition for at være velforberedte, blandt andet fordi ustadigt vejr og foranderligt klima er en del af vores hverdag. Vi oplever af og til hændelser, som gør os særligt sårbare, hvilket vi blandt andet oplever ved strømnedbrud. Derfor er det også vigtigt, at vi forbereder os – både som individer, men også som samfund. Det er ikke forventningen, at man skal kunne alt eller have det hele på plads med det samme, men noget forberedelse er bedre end ingen forberedelse”, afslutter Naalakkersuisoq Peter Borg.

Enkle råd, der kan tilpasses den enkelte
Brochuren giver vejledning om blandt andet drikkevand, mad, medicin, varme, kommunikation og hensyn til særlige behov. Rådene er vejledende og skal tilpasses den enkelte husstands situation, økonomi og lokale forhold. Der lægges samtidig vægt på, at ikke alle har de samme forudsætninger, og at forberedelse med fordel kan ske i fællesskab – med familie, naboer eller lokalsamfund.


Her kan du downloade brochuren ”Forberedt på kriser – klar dig i fem døgn”
Brochuren ”Forberedt på kriser – klar dig i fem døgn” kan downloades her.

Kontakt
For mere information kontakt Departementet for Natur og Miljø på pan@nanoq.gl