Naalakkersuisut har besluttet government take-modellen for vandkraftprojekterne Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua
Sendes af: Departementet for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling
Naalakkersuisut har besluttet rammerne for government take-modellen i det kommende udbud af vandkraftprojekterne Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua. Naalakkersuisut er meget bevidste om den afgørende betydning, som government take-modellen har for investorer og långivere. Af denne årsag har Naalakkersuisut udformet en model, der understøtter et kommercielt bæredygtigt projekt, samtidig med at der sikres værdi til samfundet i forbindelse med udnyttelsen af Grønlands største vandkraftressourcer.
Government take-modellen vil udelukkende gælde for vandkraftværkerne og ikke aftagerindustrien. Government take-modellen vil udover det eksisterende skattesystem, bestå af to elementer:
• en ressourcerente pr. produceret energienhed
• medejerskab gennem præferenceaktier uden kapitalindskud
Begge vil indgå som et konkurrenceparameter i selve udbuddet.
Ressourcerente
Ressourcerente vil blive struktureret som en fast afgift pr. produceret kilowatttime (kWh), som betales til Grønlands Selvstyre. Denne tilgang giver investorer en høj grad af forudsigelighed, da government take er direkte knyttet til energiproduktionen og ikke til pengestrømme eller indtjening. Niveauet for ressourcerente vil være et konkurrenceparameter i det kommende udbud. På denne måde belastes selve projektøkonomien ikke mere, end den kan bære.
For at understøtte projektet i den tidlige driftsfase, hvor der er store udgifter til afvikling af gæld, kan selskaberne byde med en ressourcerente som er stigende over projektets løbetid, så der i starten af projektet, hvor der er store udgifter til afvikling af gæld, fastsættes en mindre ressourcerente.
Størrelsen og udformningen af renten vil indgå som et konkurrenceparameter i udbuddet.
Medejerskab ved præferenceaktier
Grønlands Selvstyre vil desuden deltage som minoritetspartner gennem præferenceaktier uden at indskyde kapital. Modellen vil blive struktureret således, at der opnås visse økonomiske rettigheder, som ikke blot modsvarer en procentuel andel baseret på indskudt kapital. Modellen udformes med henblik på at beskytte projektets investerbarhed, idet investorers præferencebeløb og krævede afkast betales først. Modellen kan omfatte en trinvist opbygget udbyttestruktur, hvor selvstyrets andel øges over tid i takt med, at projektgælden nedbringes.
Grønlands Selvstyre vil ikke være økonomisk ansvarlig for projektets tab, da der ikke ydes kapitalindskud, og der forventes derfor heller ikke stemmerettigheder. Dette sikrer, at den operationelle kontrol forbliver hos selskaberne/investorerne, og at beslutningsprocesserne forbliver kommercielle og effektive.
Størrelsen af præferenceandelen, præferencebeløbene og de krævede afkast vil indgå som konkurrenceparametre i udbuddet.
Gennem denne government take-model tilstræber Naalakkersuisut at tilbyde investorer en klar risikofordeling, forudsigelige offentlige betalinger og fleksibilitet i den finansielle strukturering, samtidig med at der sikres langsigtede samfundsmæssige afkast fra landets største kendte vandkraftpotentiale.
Modellen har til formål at tiltrække erfarne udviklere og langsigtede investorer med kapacitet til at gennemføre, finansiere og drive komplekse vandkraftprojekter.
For yderligere information kontakt ministersekretær Jeanette L. Petersen, jalp@nanoq.gl, tlf.: 34 52 06.