Revideret forvaltningsplan for fiskeri efter rejer i Vestgrønland er godkendt
Sendes af: Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning
Foto: Royal Greenland
Naalakkersuisut har den 3. oktober 2025 godkendt forvaltningsplanen for fiskeri efter rejer i Vestgrønland. Den vil være gældende fra 1. januar 2026.
Forvaltningsplanen for fiskeri efter rejer i Vestgrønland udløber i slutningen af 2025, og er derfor blevet revideret. Den nye forvaltningsplan har flere ændringer i forhold til den gamle. Der er lavet tilføjelser til afsnit om den videnskabelige rådgivning, hvor referencepunkter er beskrevet. Desuden er der foretaget ændringer i afsnit om fastsættelse af TAC, der beskriver hvilke tilfælde, der kan påvirke fastsættelse af TAC. Der er også tilføjet, at Grønland vil konsultere Canada, hvis bestanden når under et bestemt punkt. Bestanden deles mellem Canada og Grønland, da en lille del af bestanden befinder sig i canadisk farvand. Der er desuden tilføjet et afsnit om et forvaltningsinitiativ om at minimere fangster af små rejer i fiskeriet.
Fiskeriet efter rejer i Vestgrønland er bæredygtighedscertificeret af Marine Stewardship Council (MSC), og en forvaltningsplan for fiskeriet bidrager til bibeholdelse af certifikatet.
Forvaltningsplanen er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af medlemmer fra Fiskerirådet, herunder Grønlands Erhverv, KNAPK, QAK, NUSUKA, Sustainable Fisheries Greenland, Royal Greenland A/S, Polar Seafood Greenland A/S, Oceans North Kalaallit Nunaat, Departementet for Finanser og Skatter, Departementet for Natur og Miljø, GFJK og Grønlands Naturinstitut. Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning var den koordinerende enhed.
Forvaltningsplanen kan tilgås på Forvaltningsplaner (naalakkersuisut.gl)
For nærmere information kontakt Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning apn@nanoq.gl.