FN’s Internationale Handicapdag 3. december
Sendes af: Departementet for Sundhed og Personer med handicap
FN’s Internationale Handicapdag blev indstiftet i 1992 for at skabe opmærksomhed om handicapspørgsmål, fremme forståelse og arbejde for bedre rettigheder og vilkår for personer med funktionsnedsættelser globalt.
FN oplyser, at ca. 16% af verdens befolkning er personer med handicap. Nogle data viser store uligheder: Personer med handicap dør op til 20 år tidligere end personer uden handicap. Personer med handicap har dobbelt risiko for at udvikle depression, astma, diabetes, slagtilfælde, fedme eller dårlig oral sundhed. Uligheder i sundhed kommer af urimelige forhold for personer med handicap, hvilket omfatter stigmatisering, diskrimination, fattigdom, udelukkelse fra uddannelse og beskæftigelse samt barrierer i mødet med sundhedsvæsenet.
16% af den grønlandske befolkning svarer til cirka 8.800 personer, som har handicap. Det er mange borgere, som fortjener at få deres rettigheder respekteret og bedre vilkår som ligeværdige samfundsborgere.
”Vi har i koalitionsaftalen en central vision på handicapområdet, som er meget klar:
Det er afgørende, at vi som samfund ser på, hvad personer med handicap kan bidrage med, ikke på hvilke begrænsninger de måtte have. Alle mennesker, uanset funktionsnedsættelse, har ret til et værdigt og meningsfuldt liv. Derfor arbejder koalitionen videre med en reform af området, hvor individuelle løsninger er nøgleordet. Vi har forpligtet os på at opdatere og forbedre reformarbejdet i tæt dialog med blandt andet Tilioq, borgmestrene og repræsentanter fra deres fagområder og handicapforeningerne. Vi vil sikre bedre adgangsforhold, flere handicapvenlige boliger, og reelle muligheder for arbejde gennem fleksible ordninger – for inklusion kræver handling. Og vi vil styrke institutionerne, så personalet har den nødvendige viden og ekspertise til at levere et værdigt og professionelt tilbud.
Døveseminaret de seneste dage er et konkret eksempel på, at vi tager handicapkonventionens principper alvorligt: retten til at blive hørt, til information, til kommunikation og til deltagelse.
Grønland bevæger sig mod et mere inkluderende, forstående og rummeligt samfund, ikke kun i ord, men i handling.” Udtaler Naalakkersuisut for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim.
For yderligere information kontakt ministersekretær Nivé Lynge Biilmann, e-mail: nilb@nanoq.gl
Departementet for Sundhed og Personer med Handicap. E-mail: pn@nanoq.gl, telefon +299 34 50 00.