Naalakkersuisoq til NAKUUSA: Jeg lytter til jer og jeg handler
Sendes af: Departementet for Børn, Unge og Familier
Mandag eftermiddag modtog Naalakkersusioq for Børn, Unge og Familier NAKUUSAs resolutioner, der blandt andet italesatte, at alkohol skaber utryghed, et ønske om gode og trygge fællesskaber, hvor der er plads til alle børn.
Kære alle børn i landet.
Det er helt tydeligt, at det, der fylder for jer, er at få skabt trygge, omsorgsfulde miljøer fri for alkohol, hvor der er plads til at være sig selv, og mulighed for fritidsaktiviteter, hvor alle kan føle sig trygge og velkomne.
Som jeres Naalakkersuisoq er det min vigtigste opgave at høre jer, lytte til jer, tage jer alvorligt og møde jer dér hvor I er. Det er vigtigt og nødvendigt, at alle voksne i landet lytter til børns stemme.
I jeres resolution er det helt åbenlyst: I ønsker trygge miljøer fri for alkohol. I ønsker, at jeres stemmer er gældende, og I ønsker en sund, tryg og stabil barndom og opvækst.
De ting I påpeger i jeres resolution, udgør tilsammen den strukturelle forebyggelse, jeg som Naalakkersuisoq arbejder hen i mod. Men den strukturelle forebyggelse kan jeg ikke løfte alene. Det kræver, at vi står sammen som beslutningstagere. At vi tør tænke nyt, tør tage svære valg og at vi realiserer det.
Med resolutionen viser I os, at I allerede ved, hvad der skal til. Med jer som forbilleder vil jeg hermed opfordre alle landets voksne til at læse resolutionen, så de hver især kan bidrage til, at jeres ord bliver til virkelighed i hverdagen landet over.
I har talt. Jeg ser jer. Jeg mærker jer. Og jeg lytter.
Derfor: Tak for jeres ord, jeres tanker, jeres håb og tak for jeres mod.
Mads Pedersen
En stor tak til UNICEF for at give børnene en platform, hvor de bliver hørt af beslutningstagerne.
Kontakt For nærmere information kontakt ministersekretær Eqaluk Høegh på e-mail: eqho@nanoq.gl eller tlf: +299 34 50 00.