Gå til sidens indhold

Formandsskifte i TilsynsrÄdet

Sendes af: Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender
Tilsynsrådet får ny formand, da den nuværende fratræder efter mere end 10 år på posten. Den nye formand er udpeget af Landsdommeren i Grønland.

Den nye formand for Tilsynsrådet, Morten Engberg, er jurist og underviser i kommunalret ved Ilisimatusarfik. Han har siden 2020 undervist i grønlandsk kommunalret og udgav i 2022 lærebogen Kommunestyret i Grønland, der gennemgår de grønlandske regler om styrelsen af kommunerne og om det kommunale tilsyn. Bogen anvendes som pensum ved Ilisimatusarfik.

Morten Engberg fik sin interesse for kommunalret, da han i 1983 blev ansat i Indenrigsministeriets Kommunalafdeling. Fra 1993 til 1997 var han juridisk chef i Frederiksberg Kommune. Han begyndte at undervise i kommunalret i 1985 og har udgivet Kommunestyret i Danmark, som er udkommet i fire udgaver, samt bidraget til flere bøger og artikler om kommunal- og forvaltningsret.

I dag arbejder Morten Engberg hos Folketingets Ombudsmand, hvor han er tilknyttet tilsynsafdelingen. Her deltager han blandt andet i ombudsmandens tilsynsbesøg i anstalter, politistationer og hos kommunefogeder i Grønland.
Han var desuden medstifter af Foreningen for Kommunal- og Forvaltningsret i Danmark og er fortsat medlem af foreningens bestyrelse.

Sólja í Ólavsstovu fratræder posten som formand for Tilsynsrådet efter mere end 10 års virke. I sin tid har hun stået i spidsen for behandling af en række væsentlige og komplekse sager – herunder den langvarige boligsag i Nuuk, som blev afsluttet i august i år efter fire års behandling.

I forbindelse med sin fratrædelse udtaler hun:

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke for muligheden for at få lov til at være formand for Tilsynsrådet. Især vil jeg takke for det gode samarbejde, som jeg har haft med skiftende medarbejdere i Sekretariatet for Tilsynsrådet.

Det er med vemod, at jeg træder tilbage som formand. Grønland fylder meget i mit liv og har en stor plads i mit hjerte – men alting har en ende


Sólja í Ólavsstovu er uddannet jurist og har tidligere været direktør i Naalakkersuisut, ombudsmand for Lagtinget på Færøerne og juridisk konsulent for Færøernes Lærerforening. Hun har boet og arbejdet i Nuuk i 15 år og har haft en lang og engageret karriere i offentlig tjeneste.

Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, Bentiaraq Ottosen, udtaler:

På vegne af Naalakkersuisut vil jeg gerne takke Sólja í Ólavsstovu for hendes mangeårige og engagerede indsat. Hun har ydet et stort bidrag til det kommunale tilsyn med høj faglighed og integritet.

Samtidig byder vi den nye formand, Morten Engberg, en varm velkomst og ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde



Kontakt
For nærmere information kontakt Brandur Franklin Karlsson på e-mail: brka@nanoq.gl eller tlf. + 299 34 56 00