Flere jollefiskere også flere kvinder
Sendes af: Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning
Det kystnære jollefiskeri har udviklet sig meget i perioden 2016 – 2024. Antallet af jollefiskere er steget fra 1.836 i 2016 til 1.983 i 2024. Antallet toppede i 2019 med 2.047 jollefiskere. Der er dog forskel på udviklingen per område, hvor Qaanaaq har set det største fald (-22) over perioden, imens Nuuk har set den største stigning i antallet af jollefiskere imellem 2016-2024 på +54.
Der er også kommet flere kvinder ind i jollefiskeriet i perioden 2016-2024, hvor andelen af kvindelige jollefiskere er steget fra 0,3% til 1,3%. Der er flest kvindelige jollefiskere i Upernavik-området med 12 kvindelige jollefiskere i 2024, som udgør 3% af de samlede jollefiskere i området.
Der er også kommet flere yngre fiskere ind i fiskeriet i perioden. Andelen af fiskere under 40 år er steget fra 37% i 2016 til 41% i 2024. Det betyder omvendt at andelen af fiskere over 40 år, er faldet fra at udgøre 63% til 59%.
Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning har udarbejdet en rapport om udviklingen i det kystnære jollefiskeri i perioden 2016-2024, hvor der blandt andet ses på alder, køn, fangster og indhandlingsværdi generelt og fordelt geografisk.
Rapporten dækker udviklingen for joller (fartøjer under 6 meter) generelt i hele Grønland, men også geografisk fordelt på baggrund af forvaltningsområderne for kystnær hellefisk; Østgrønland, Sydgrønland, Nuuk, Sisimiut-Maniitsoq, Diskobugten, Uummannaq, Upernavik og Qaanaaq
Rapporten giver et detaljeret og nuanceret billede af udviklingen i jollefiskeriet i hele Grønland og geografisk. Den giver dermed et godt billede af hvordan det kystnære fiskeri har udviklet sig i de forskellige områder, herunder hvilket arter der er de vigtigste for områderne, hvilket måneder der fiskes mest, udviklingen i indhandlingsværdien og dermed indtjeningen per fisker samt udviklingen i aldersfordelingen og antallet af fiskere.
Læs mere om den spændende udvikling i jollefiskeriet her: Publikationer
For nærmere information kontakt Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning apn@nanoq.gl