Naalakkersuisut ser med stor alvor på bandernes indtog i Grønland
Sendes af: Departementet for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling
DR har i dag bragt en artikel med udtalelser fra Grønlands Politi om narkotikapriser i Grønland, som lokker danske bandekriminelle til at søge nye markeder i vores land.
Dette er noget Naalakkersuisut ser med meget stor alvor og bekymring på, og det er et emne, der har været fokus på gennem de seneste måneder, hvor der har været afholdt møder med såvel politi som de relevante myndigheder i Grønland. Emnet var også på dagsordenen, da den danske justitsminister var på besøg i Nuuk i august 2025.
Naalakkersuisut har også drøftet emnet på en temadag med landets borgmestre på fællesmødet i august i Qaqortoq. Her blev det besluttet, at der skal nedsættes en task-force, der skal styrke delingen af informationer om rocker-bande og narkotikarelateret kriminalitet, ligesom at indsatsen mod indsmugling øges.
Naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling, Naaja H. Nathanielsen udtaler:
”Det er med meget stor bekymring, at vi ser en stigende tendens til, at kriminelle retter deres blik mod vores land for at udvide deres kriminelle virksomhed. Enhver der på denne måde forbryder sig mod vores love og aktivt bidrager til at nedbryde mennesker og fællesskaber skal bekæmpes. Det gælder både udefrakommende kriminelle og dem, de samarbejder med her i landet. Naalakkersuisut vil slå hårdt ned på al form for organiseret kriminalitet. Nok er priserne på narkotika højere, men straffene for indsmugling er også tilsvarende højere i Grønland end i Danmark. Og netop i denne uge har Inatsisartut vedtaget et udkast til en foranstaltningsforhøjelse i kriminalloven, der skal gøre det muligt at slå endnu hårdere ned på de alvorligste forbrydelserr”.
For yderligere information kontakt ministersekretær Jeanette L. Petersen, jalp@nanoq.gl.