Gå til sidens indhold

Krav om registrering i CVR-registeret og overgangsordning for fartøjer under 6 meter

Sendes af: Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning
Naalakkersuisut finder det vigtigt, at ingen borgere skal være utrygge ved, om de kan fortsætte med at fiske i 2026, selvom de endnu ikke har modtaget et CVR-nummer eller har fået deres jolle behørigt registreret i 2025.

Kravet om CVR-registrering er fastsat i” Inatsisartutlov om registrering i Det Centrale Virksomhedsregister”, vedtaget i 2016 og trådt i kraft i 2018. Loven indebærer, at man skal være registreret for at drive erhverv. Virksomheder kan registreres via www.aka.gl, hvor der også findes vejledning. For yderligere hjælp kan borgere kontakte deres lokale kommunekontor eller Skattestyrelsen.

I forlængelse af den nye fiskerilov er det desuden et krav, at erhvervsfartøjer skal være registreret i henhold til gældende regler for at opnå en licens. Disse regler fremgår af ”Bekendtgørelse for Grønland om registrering af skibe, herunder bareboatregistrering, og rettigheder over skibe i Dansk Skibsregister og optagelse i Fartøjsfortegnelsen af skibe med hjemsted i Grønland”. Dette administreres af Søfartsstyrelsen under Erhvervsministeriet i Danmark.

Naalakkersuisut har dog konstateret, at ikke alle har fået et CVR-nummer eller fået deres jolle registreret endnu.

Det skal derfor understreges at det med hensyn til licens for 2026 vil være nok at dokumentere at man har sendt en ansøgning om registrering til relevante myndigheder.

Det betyder, at alle eksisterende fiskere vil få en licens for kvoteåret 2026, selvom registreringen fra relevante myndigheder endnu ikke er på plads.

Naalakkersuisut har desuden rettet henvendelse til erhvervsminister Morten Bødskov med henblik på at sikre at der så vidt muligt sker en passende overgang med hensyn til registrering af joller.



For nærmere information kontakt Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning apn@nanoq.gl