Gå til sidens indhold

Svar på åbent brev fra Naleraq om alkoholanbefalinger

Sendes af: Departementet for Sundhed og Personer med handicap

På vegne af Naalakkersuisut vil jeg takke Naleraq for at engagere sig i den vigtige debat om fremtidens alkoholpolitik.

Naalakkersuisut forstår og anerkender, at alkoholpolitik er et emne, der kan vække stærke følelser og holdninger. Netop derfor er det afgørende, at vi som samfund baserer vores beslutninger på fakta, erfaring og et oplyst beslutningsgrundlag.

Det er meget vigtigt at understrege, at: “Anbefalinger til en flerårig evidensbaseret alkoholpolitik” ikke er en færdig alkoholpolitik. Det er som titlen angiver: Anbefalinger, nærmere bestemt faglige anbefalinger.

Vi står således ikke med en færdig alkoholpolitik, men med et fundament af faglig viden, som vi kan bruge i de videre politiske drøftelser om fremtidens alkoholpolitik. Naalakkersuisut har ikke truffet beslutning om de foreslåede tiltag. De er omdelt til Inatsisartut som faglige anbefalinger, der skal drøftes åbent og demokratisk med partierne, før der træffes politiske beslutninger.

Naleraq skriver, at anbefalingerne blev “listet ud i nattens mørke”. Naalakkersuisut undrer sig over denne udlægning. Da punktet i sin tid blev behandlet på Forårssamlingen 2023 skrev Familie- og Sundhedsudvalget en betænkning, hvor Naleraq er med. I det aktuelle arbejde med det udvidede sundhedsforlig, har Naalakkersuisut inddraget Naleraq i hensigten om at gå i dialog om fremtidens alkoholpolitik.

Udarbejdelsen af anbefalinger er foregået igennem længere tid og med bred inddragelse. Anbefalingerne var i offentlig høring fra 19. december 2024 til den 22. januar 2025, og alle borgere, erhvervsdrivende, organisationer og partier, har haft mulighed for at give deres mening til kende.
Høringssvarene ligger offentligt tilgængelige på Naalakkersuisuts høringsportal

Baggrund for anbefalingerne
Som Naleraq selv nævner, blev det under Forårssamlingen i Inatsisartut i 2023 besluttet af et samlet Inatsisartut, at Naalakkersuisut skulle udarbejde faglige anbefalinger til en flerårig evidensbaseret alkoholpolitik.

Det er disse faglige anbefalinger, der nu er omdelt til Inatsisartut. Ikke som lovforslag, men som et fagligt grundlag for videre politiske drøftelser og beslutninger.

Anbefalingerne er udarbejdet af fagfolk med afsæt i grønlandske forhold og i tæt samarbejde med Center for Folkesundhed i Grønland og WHO/Europe. De bygger på et folkesundhedsmandat, hvor målet er at beskytte og forbedre befolkningens sundhed, herunder særligt børn og unge, fordi det har alvorlige negative konsekvenser for børn og unge at vokse op i en familie præget af alkoholmisbrug.

Politisk proces og respekt for Inatsisartut
Det er meget vigtigt at understrege, at der ikke er truffet politiske beslutninger om de foreslåede tiltag, som fremkommer i anbefalingerne.

Naalakkersuisut ønsker, at der i samarbejde med forligskredsen for det udvidede sundhedsforlig stiles mod at indsætte en princip- og hensigtserklæring om udvikling af et nationalt alkoholforlig, der kan sætte rammen for arbejdet med fremtidens alkoholpolitik.

Et sådant forlig skal sikre en langsigtet og tværgående ramme for arbejdet med en bæredygtig alkoholpolitik. Naalakkersuisut ser frem til at mødes med partierne for at drøfte, hvordan vi sammen kan skabe en alkoholpolitik, der bygger på både ansvar og respekt for borgernes liv.

Frihed og ansvar
Naalakkersuisut står fortsat på værdier om personlig frihed. Men vi mener også, at denne frihed medfører et ansvar. Især når alkoholmisbrug har så åbentlyse og alvorlige konsekvenser for børn, familier og samfundet som helhed. Det er ikke en kovending, men en konsekvens af det mandat, Inatsisartut har givet os, og af den virkelighed, vi står i.

Skader fra alkohol kan forebygges, men det kræver, at vi satser bredt på oplysning, behandling, adgang til sunde fællesskaber og strukturelle tiltag.

Naalakkersuisut ser frem til en åben og respektfuld debat der kan lede til politiske beslutninger, hvor vi sammen kan sikre en tryg opvækst for alle børn og unge og et sundt samfund for kommende generationer.

Med venlig hilsen


Anna Wangenheim

Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap