Gå til sidens indhold

Modtagelse og offentliggørelse af den uvildige udredning af spiralsagen

Sendes af: Departementet for Sundhed og Personer med handicap
Naasut

Den danske regering og Naalakkersuisut har nu modtaget den uvildige udredning, som blev igangsat for at belyse spiralsagen og den øvrige svangerskabsforebyggelsespraksis, der fandt sted i perioden 1960 frem til og med 1991.

Udredningen er offentliggjort i dag og kan læses her: Udredningen.

Regeringen og Naalakkersuisut vil hermed gerne takke forskergruppen for deres grundige arbejde. Udredningen giver et solidt grundlag for at forstå, hvad der er sket igennem perioden.

Regeringen og Naalakkersuisut vil nu fortsætte drøftelserne om, hvordan vi bedst lærer af og håndterer de konkrete følger af de mørke kapitler i vores fælles historie.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde udtaler:

”Udredningen giver et ulykkeligt indblik i grønlandske pigers og kvinders oplevelser med det danske sundhedsvæsen. Spiralsagen har haft store konsekvenser og været grund til både vrede og sorg for mange grønlændere og deres familier. Udredningen giver os et godt grundlag for at lære af fortiden og se fremad i fællesskab. Regeringen og Naalakkersuisut fortsætter nu drøftelserne om, hvordan vi bedst lærer af og håndterer de mørke kapitler i vores fælles historie.”

Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap Anna Wangenheim udtaler:

”Udredningen bekræfter de oplevelser, som mange grønlandske kvinder har båret med sig i stilhed i årtier, men som er kommet frem i de senere år. Det er et vigtigt skridt, at vi nu har en historisk udredning som grundlag for det videre arbejde.

Naalakkersuisut vil tage aktiv del i det videre arbejde med at sikre støtte til de berørte kvinder. Naalakkersuisut vil ligeledes indgå i videre drøftelser med Danmark. Samtidig forventer jeg, at den danske regering tager ansvar i forhold til at omsætte udredningens konklusioner til konkrete handlinger, der afspejler det ansvar, Danmark bærer for denne del af vores historie”.

Der henvises desuden til pressemeddelelsen af 27. august 2025: Statsministeren og Formanden for Naalakkersuisut siger undskyld i spiralsagen

Fakta om udredningen
Den danske regering og Naalakkersuisut blev i 2022 enige om, at der skulle udarbejdes en uvildig udredning af den såkaldte ”Spiralsag” og den øvrige svangerskabsforebyggelsespraksis, der blev gennemført over for grønlandske piger og kvinder, i Grønland, og for grønlandske elever i Danmark på for eksempel efterskoler.

Udredningen har afdækket den historiske kontekst for praksissen fra 1960 frem til og med 1991, hvor Grønland hjemtog sundhedsområdet. Udredningen har yderligere søgt at afdække beslutningsforløbet bag og den konkrete gennemførelse af initiativet, og har i den forbindelse også inddraget de berørte kvinder og deres oplevelser gennem vidneberetninger. Udredningen har desuden afdækket det retlige, sundhedsfaglige og administrative grundlag på daværende tidspunkt for opsætning af spiraler og den øvrige svangerskabsforebyggelsespraksis.

Mulighed for terapeutisk bistand i forbindelse med offentliggørelsen
De berørte kvinder kan have behov for terapeutisk bistand i forbindelse med offentliggørelse af udredningen.

I Grønland kan kvinderne kontakte Tusaannga på telefon: 80 11 80 eller via sms til 1899

I Danmark kan kvinderne kontakte Falck på telefon: 70 10 20 12

Der vil være mulighed for tolkning til psykologsamtalerne hos Falck.

Kontakt til Departementet for Sundhed og Personer med Handicap.
E-mail: pn@nanoq.gl, telefon +299 34 50 00.