Gå til sidens indhold

Naalakkersuisut har godkendt opdatering af vandspĂŠrrezone i Kapisillit

Sendes af: Departement for Natur og Miljø
Naalakkersuisut har godkendt en opdatering af vandspærrezonen i Kapisillit. Den nye afgrænsning er udarbejdet af Asiaq – Greenland Survey – og bygger på opdaterede hydrologiske data og moderne digitale analysemetoder. Opdateringen sikrer en mere præcis og tidssvarende beskyttelse af det område, hvorfra der indvindes drikkevand til brug i Kapisillit.

Den opdaterede vandspærrezone afspejler nuværende forhold og den faktiske placering af vandindtaget, og den erstatter den tidligere zone fra 2013. Opdateringen skal bidrage til en bedre og mere målrettet beskyttelse af drikkevandsressourcerne, samtidig med at den skal sikre et tidssvarende grundlag for myndigheders planlægning og administration.

"Den opdaterede vandspærrezone i Kapisillit er et vigtigt skridt mod en mere tidssvarende beskyttelse af vores drikkevandsressourcer. Det er vigtigt for Naalakkersuisut, at vi baserer vores forvaltning på opdaterede data og moderne analysemetoder. I Naalakkersuisut forventer vi, at flere vandspærrezoner her i landet vil blive opdateret i de kommende år", udtaler Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø Bentiaraq Ottosen.

Departementet for Natur og Miljø har anmodet Asiaq om at ajourføre den nye afgrænsning i NunaGIS, så den fremgår af den officielle kortlægning og er tilgængelig for både myndigheder og offentligheden.

Om Asiaq
Asiaq er et selvstyreejet selskab, der arbejder med kortlægning, hydrologi og miljøfysiske data i Grønland. Asiaq har leveret det opdaterede datagrundlag og udført beregningerne af det nye opland og den tilhørende vandspærrezone.

For yderligere oplysninger kontakt Departementet for Natur og Miljø på pan@nanoq.gl