Naalakkersuisut styrker indsatsen for landets yderdistrikter og nedsætter tværdepartemental indsatsgruppe for landets yderdistrikter
Sendes af: Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdisktrikter
Naalakkersuisut har nedsat en tværdepartemental indsatsgruppe, der skal stå i spidsen for udarbejdelsen og implementeringen af en ny Handleplan for landets yderdistrikter. Initiativet markerer et øget fokus i Naalakkersuisut på udviklingen og levevilkårene i landets yderdistrikter.
Med handleplanen ønsker Naalakkersuisut at skabe konkrete forbedringer for borgernes hverdag.
Handlingsplanen vil tage udgangspunkt i følgende fem målsætninger:
- Øget medinddragelse og indflydelse til lokaludvalg og borgere. Initiativer der igangsættes skal afspejle de lokale behov og beslutningerne skal træffes tættere på borgerne.
- Lettere administration og færre begrænsninger. Initiativer der igangsættes, skal ikke medføre øgede krav til administrationen, men skal i højere grad fjerne barrierer.
- Understøttelse af sociale fællesskaber, samfundsansvar, frivillighed og sammenhold. De velfungerende bosteder er ofte dem, hvor der er sammenhold på tværs og hvor der er borgere, der tager et fælles ansvar og ejerskab for udviklingen i bostedet.
- Forbedring af de fysiske leveforhold og opfyldelse af borgernes basale behov. Dette gælder særligt boligforholdene.
- Skabe grundlag for udvikling, erhverv og innovation.
Naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter Aqqaluaq B. Egede udtaler:
" Med handleplanen for yderdistrikterne ønsker vi at skabe konkrete forbedringer af velfærden – bedre boliger, stærkere fællesskaber og nye muligheder for uddannelse og arbejde. Vores mål er, at borgerne i de mindre bosteder mærker forandringer i deres hverdag, så vi sikrer et mere balanceret samfund, hvor alle – uanset hvor de bor – har tryghed, trivsel og fremtidstro."
Forbedring af velfærden – et centralt mål
Hovedformålet med den nye indsats er at løfte velfærden i landets yderdistrikter. Dette betyder bedre adgang til basale serviceydelser, trygge boligforhold, stærkere sociale fællesskaber og nye muligheder for uddannelse og beskæftigelse. Naalakkersuisut ønsker, at borgerne i de mindre bosteder oplever samme tryghed og livskvalitet som borgerne i de større bosteder, og at indsatsen bidrager til mere sammenhængskraft på tværs af vores samfund.
Forbedringer af forholdende i landets yderdistrikter vil ikke ske fra den ene dag til den anden. Det kræver et målrettet arbejde, tydelig prioritering og et tæt samarbejde på tværs af departementer, kommuner og lokalsamfund. Nedsættelsen af den tværdepartementale indsatsgruppe skal derfor anses som første skridt i denne retning. Naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter vil følge arbejdet tæt.
Tværdepartementalt samarbejde
Indsatsgruppen forankres i Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter og skal sikre sammenhæng og samarbejde på tværs af centraladministrationen. Det vil fortsat være de enkelte fagdepartementer der har ressortansvaret for de enkelte initiativer under deres ressortområde. Kommuner, Inatsisartut, lokalsamfundene og selvstyreejede selskaber vil blive inddraget aktivt i arbejdet, så løsningerne tager udgangspunkt i de lokale behov og alle relevante erfaringer udnyttes.
For yderligere information kontakt Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter på box909@nanoq.gl