Invitation til dialog- og kaffemøde i Narsaq: Anna Wangenheim ønsker borgernes input til fremtidens sundhedsvæsen
Sendes af: Departementet for Sundhed og Personer med handicap
Fredag den 29. august kl. 16:30–18:00 inviterer Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim, til et åbent dialog- og kaffemøde i medborgerhuset i Narsaq. Mødet er åbent for alle med interesse for sundhedsområdet – og der vil være kaffe, te og vand til deltagerne.
Formålet med mødet er at give borgerne mulighed for at dele deres erfaringer og synspunkter om sundhedsvæsenet. Disse input vil spille en vigtig rolle i det videre politiske arbejde, herunder udviklingen af det kommende udvidede sundhedsforlig.
Mødet afholdes som et dialogmøde – en metode der allerede har vist sig effektiv i både Sisimiut og Nuuk – og deltagerne vil få mulighed for at drøfte følgende emner:
- Hvad forventes der af Naalakkersuisoq og det politiske lederskab på sundhedsområdet?
- Hvordan opleves adgangen til sundhedsfaglig behandling – både lokalt, på Dronning Ingrids Hospital og Rigshospitalet?
- Hvordan fungerer sundhedstilbuddene for ældre og personer med handicap?
Anna Wangenheim udtaler: "Vi har brug for borgernes stemmer for at kunne forme et sundhedsvæsen, der afspejler virkeligheden og behovene i samfundet. Jeg ser frem til at møde borgerne i Narsaq, høre deres perspektiver og skabe en fælles forståelse for, hvordan vi bedst udvikler sundhedstilbuddene. Dialogen er en vigtig del af nærdemokratiet og afspejler vores ønske om at inddrage borgerne aktivt. Jeg håber derfor på et stort fremmøde."
Mødet vil foregå på både grønlandsk og dansk, og alle interesserede er hjerteligt velkomne i medborgerhuset i Narsaq, fredag den 29. august kl. 16:30–18:00.
For yderligere oplysninger; Ministersekretær Nivé Lynge Biilmann, email: nilb@nanoq.gl eller på telefon +299 34 52 84