Gå til sidens indhold

Midlertidig løsning skal sikre jobformidling

Sendes af: Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender

Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø Bentiaraq Ottosen er opmærksomme på den debat, der er opstået i overgangen fra Suli.gl til Jobindex.gl, herunder de synspunkter og bekymringer, som fremgår af artiklen i Sermitsiaq den 8. juli 2025.

Det skal indledningsvist bemærkes, at der allerede den 23. april 2025 blev udsendt en pressemeddelelse, hvor Naalakkersuisuts beslutning og baggrunden herfor blev gjort klart for offentligheden. Her blev det blandt andet forklaret, at overgangen til Jobindex.gl er en midlertidig løsning, som blev etableret, fordi den tidligere platform Suli.gl ikke længere kunne opretholdes på de eksisterende vilkår.

For at sikre, at borgere og virksomheder fortsat havde adgang til jobformidling uden afbrydelse, blev der truffet beslutning om at anvende Jobindex.gl som midlertidig teknisk platform fra 1. maj 2025.
Der er i begyndelsen af året igangsat en udbudsproces med henblik på at etablere en ny permanent løsning. Denne proces forløber planmæssigt, og Naalakkersuisut forventer at kunne lancere en ny platform ved udgangen af 2025.

Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø Bentiaraq Ottosen har noteret sig de holdninger, der er fremført af grønlandske aktører i forbindelse med overgangen. Det understreges dog, at beslutningen ikke er udtryk for et ønske om at overføre jobformidlingen til udenlandske aktører på længere sigt. Det er alene tale om en teknisk foranstaltning med henblik på at sikre kontinuitet, mens den fremtidige løsning forberedes.

For nærmere information, kontakt konstitueret departementschef Aka Grønvold på e-mail: akgr@nanoq.gl eller telefon: +299 34 65 48.