Gå til sidens indhold

Naalakkersuisoq Anna Wangenheim hylder dimittender fra Ilisimatusarfik

Sendes af: Departementet for Sundhed og Personer med handicap

I dag blev dimittenderne fra Ilisimatusarfik fejret ved en højtidelig ceremoni, hvor Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim, holdt en tale til de nyuddannede.

"I dag er jeres dag. Det er dagen, hvor alt det hårde arbejde – alle de søvnløse nætter, al tvivlen og alle sejrene – kulminerer i ét stort øjeblik," lød det fra Naalakkersuisoq, der fremhævede dimittendernes vilje, udholdenhed og mod.

I sin tale understregede Anna Wangenheim vigtigheden af uddannelse som en livsrejse og en investering i både individets og samfundets fremtid. Hun roste de studerende for deres indsats og betonede, at hele Grønland har brug for deres kompetencer – uanset om de træder ind i sundhedssektoren, undervisning, kultur eller andre vigtige områder.

Naalakkersuisoq fremhævede også betydningen af, at flere kan tage en uddannelse i deres eget sprog og i en kulturel kontekst, de kan spejle sig i. Hun pegede på Ilisimatusarfiks nye kandidatuddannelse for sygeplejersker som et eksempel på, hvordan fleksible og virkelighedsnære løsninger kan gøre uddannelse mere tilgængelig.

"I er ikke kun fagligt stærke – I er også rollemodeller. I baner vejen for, at endnu flere grønlandsksprogede akademikere kan tage del i samfundets udvikling," sagde Anna Wangenheim.

Afslutningsvis takkede hun dimittenderne for deres indsats og opfordrede dem til at tage deres erfaringer og styrke med sig videre i livet – til gavn for hele landet.

"Tak fordi I valgte denne vej. Tak fordi I holdt fast. Og tak fordi I – med jeres mod, jeres kraft og jeres hjerter – er med til at forme fremtidens Grønland."

For yderligere oplysninger kontakt afdelingschef Laila Skydsbjerg Skytte på tlf: +299 34 65 81eller e-mail: liss@nanoq.gl

Dimmissionstale Ilisimatusarfik juni 2025