Nordisk MinisterrÄdsmÞde for Fiskeri og Havbrug, Jordbrug, Livsnedsmidler og Skovbrug
Sendes af: Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning
Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning Peter Borg, deltog i Nordisk ministerrådsmøde i Fiskeri-, Jordbrug-, Levnedsmidler- og Skovbrugssektoren (MR-FJLS) i Kuopio, Finland, den 12. juni 2025.
Den Finske Minister Sari Essayah, Minister for Jordbrug og Skogsbrug var vært for dette års Nordisk Ministerrådsmøde.
På mødet drøftede man en masse emner hvor nogle var de samme som sidste år angående fødevare- og energiforsyningssikkerhed, resiliens i den nordiske bioøkonomi samt andre nye relaterede emner som bæredygtigt landbrug, havøkonomi og unge i fødevaresektoren. Nordisk samarbejde er vigtigere end nogensinde og mange nye initiativer vil blive lanceret indenfor det nye nordiske samarbejdsprogram 2025-2030.
Verden har ændret sig meget i de senere år. Uro og krig i vores del af verden samt de stigende effekter af klimaforandringer har vist vigtigheden af at styrke beredskab og modstandsdygtighed i bæredygtige og konkurrencedygtige fødevaresystemer.
Det nordiske ministermøde fokuserede derfor på opfølgning af Karlstad-erklæringen fra Ministerrådsmødet i 2024, den fælles nordiske erklæring til COP30, unges rolle i fødevaresystemer, akvatiske fødevarer, nordisk kødproduktion og Ny Nordisk Mad.
For nærmere information kontakt Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning: apn@nanoq.gl
Nordisk Ministerråd er de nordiske regeringers officielle samarbejdsorgan. Samarbejdet i Nordisk Ministerråd er politisk og retter sig mod politikerne og forvaltningerne i de nordiske lande.
Nordisk Ministerråd er sammensat af 10 faglige ministerråd
Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning repræsenterer Grønland i det faglige ministerråd MR-FJLS.
MR-FJLS er ét ministerråd med fire politiske områder: Fiskeri og havbrug, Jordbrug, Levnedsmidler og Skovbrug. MR-FJLS udgør et samarbejde mellem 20 ministerier i Norden.
MR-FJLS’ kerneopgaver er at fremme bæredygtig udnyttelse af natur- og genetiske ressourcer, som er en forudsætning for menneskets eksistens. MR-FJLS arbejder for at sikre tillid og tilgang til gode madvarer, fremme kostvaner som bidrager til bedre sundhed hos nordiske borgere, og udvikle de muligheder, som findes i nordiske råvarer og madkultur. Et vigtigt element i ministerrådets arbejde er at styrke og fremme relevant forskning og udvikling.
Fiskerisektoren sætter fokus på biologisk bæredygtighed ved blandt andet at konkretisere princippet om økosystemtilnærmelse i fiskerierne, fremme teknologisk udvikling i sektoren samt at arbejde for fisk som sund mad fra et sundt havmiljø. Arbejdet med bioøkonomi og økonomisk bæredygtighed skal bl.a. sætte fokus på de økonomiske rammebetingelser, som kan øge værdiskabelsen i fiskeriindustrierne. Arbejdet med den sociale bæredygtighed skal fremme udvikling af rammebetingelser, som kan sikre velfærd og udvikle kystsamfundenes fremtidsmuligheder.